iPhone 16 Pro får verdens smalleste skærmkant
De kommende iPhone 16 Pro-modeller fra Apple, der efter alt at dømme kommer til salg i september, får de smalleste rammer omkring skærmene nogensinde. Det hævder to nye rygter fra kinesiske tipstere, hvor den ene tilmed har præcise mål.
Se også: De bedste priser på brugte iPhones finder du hos Swappie
Fra 1,71 mm til 1,15 mm skærmkant
Topmodellen iPhone 16 Pro skulle få en ramme rundt om skærmen på kun 1,2 millimeter, mens den endnu bedre iPhone 16 Pro Max tager det et skridt videre og får en ramme på blot 1,15 millimeter.
Til sammenligning er rammen omkring iPhone 15 Pro 1,71 millimeter. Der lyder jo umiddelbart ikke som meget, men man skal huske på, at med 0,56 millimeter reduceret i hvert side af skærmen er det mere end 1 millimeter skærmplads ekstra man får, og når man ser telefonerne side om side, vil forskellen være tydelig.
iPhone 16 Pro og Pro Max slår med andre ord Samsungs Galaxy S24-topmodel og alle andre telefoner gennem tiderne i selskabernes stræben efter at gøre telefonerne helt fri for en ramme omkring skærmen.
iPhone 16 Pro forventes at få en kamerasensor med samme såkaldte tetraprism-telelinse med 5x optisk zoom, som vi kender fra iPhone 15 Pro Max. iPhone 16 Pro Max siges derimod at få en helt ny 48 megapixel sensor med ultravidvinkel og et batteri med højere energitæthed.