iPhone 8 får ikke buet skærm på grund af udfordringer med holdbarheden
Mobiltelefoner med buede skærme ser ud til at blive den store trend i år hos mobilproducenterne. Det var Samsung, der lancerede de første telefoner med buet skærm med Galaxy Edge og Galaxy S6 Edge og siden hen har vi også set Huawei Mate 9 Pro med moderat buet skærm. Men her i 2017 skulle det blive den helt store designtrend, også hos Apple, går rygterne.
iPhone 8 skulle således få en buet OLED-skærm, har det lydt. Skulle det ske, så vil det gøre Samsung Galaxy S8 mindre unik – Samsung har haft held med at skile Edge-modellerne ud med et flot design på grund af den buede skærm og S8 menes kun at komme i format med buet skærm.
Se også: Laveste pris for iPhones
Buet skærm ikke hårdfør nok
Men måske der er godt nyt forude for Samsung, for TrendForce, der analyserer telemarkedet, mener nemlig, at Apple ikke lader iPhone 8 få en buet skærm alligevel. Der skulle være problemer med 3D-skærmen, når det gælder hårdførhed, lyder det fra TrendForce.
Der spekuleres ellers i, at det er Samsung, der skal producere skærmen til iPhone 8.
Se også: Rygter om iPhone 8
Flot design, men ingen særlig funktionalitet
Udover, at en buet skærm giver et flot design, så har Samsung ikke rigtig haft held med at tilføre brugbare funktioner til den buede skærm og Huawei har slet ikke forsøgt på det.
Det kunne ellers have været interessant at se, om Apple kunne trylle lidt her på en iPhone 8 med buet skærm. Vi får se, hvilke rygter der holder vand, når den nye iPhone lanceres til efteråret.
Se også: Nyheder om iPhone 8