iPhone XS og Xs Max får dybdekontrol mens man tager billedet

Apple bekræfter rygter overfor mobil.nu om, at iPhone Xs og Xs Max snart får mulighed for at justere dybdeskarpheden, inden man tager billedet.

iPhone XS og Xs Max får dybdekontrol mens man tager billedet

En af de nye kamerafunktioner i iPhone XS og XS Max, som Apple har fremhævet, er muligheden for at justere depth-of-field, altså dybden, i et foto, efter at det er taget. Det ser dog ud til, at Apple vil tilføje en ny funktion, der skal kontrollere dybden bedre.

 

Justér dybdeskarpheden inden du tager billede med iPhone Xs 

Rygtet kom første gang fra Macerkopf, der kan fortælle, at funktionen er blevet fundet i en iOS 12.1 beta og handler om at kontrollere dybdeskarpheden, mens man tager billedet, og ikke blot justere den bagefter. Som fotograf kan man lege med dybden og se, hvad man bedst kan lide, inden man trykker på udløseren og tager billedet.

Blev det ikke, som man havde tænkt, vil det stadig være muligt at justere dybden bagefter, men det gør unægtelig det hele noget mere smidigt at kunne justere tingene, inden billedet tages. Denne nye funktion er også blevet bekræftet af Apple selv over for mobil.nu.

Tidligere har det været muligt via apps at justere blænden i iPhone-kameraet, noget der også påvirker dybden, men at have en funktion, der for det første ligger i iPhone-kameraet fra start, og for det andet handler specifikt om dybden, er absolut et fremskridt. Man er som bruger desuden fri for at lede efter tredjeparts-apps, måske betale for dem, og derefter finde ud af, om de kan det, man vil have dem til.

Se også: Priser på iPhone Xs

 

Endelig lancering ikke oplyst

Vi ved dog ikke noget om, hvornår opdateringen med den nye funktion kommer. Indtil videre er den fundet i en beta, men er Apple ikke tilfredse med den, kommer den jo ikke med i den endelige version af iOS 12.1, men så formentlig i en kommende version. Vi må holde øjnene åbne helt enkelt.

Denne mulighed for at justere dybdeskarpheden, inden man tager billedet, er dog ikke ny og har været muligt på telefoner fra Huawei, Samsung, Sony og andre mobilproducenter i lang tid.

Se også: Test af iPhone Xs

 

Emnets videre forløb

Siden vi bragte denne artikel er der kommet nyt i sagen. Steen Jørgensen kunne ikke slippe temaet. Allerede d. 25/9/2018 kørte vi en opfølgning med artiklen; Hvor robust og hårdfør er iPhone Xs Max? – Artiklen kan læses her. Få også seneste nyt om sagen ved at trykke her..