Lækkede iPhone 12 Pro Max-billeder tyder på iPhone 5-design

Nye billieder viser, at iPhone 12 serien kan få et design, der er meget lig iPhone 5 - de får ganske enkelt design med skarpere kanter.

Lækkede iPhone 12 Pro Max-billeder tyder på iPhone 5-design

Vi er begyndt at få flere og flere rygter om Apples næste modeller. I det seneste kan vi have fået afslørende detaljer om designet af den dyreste af de kommende modeller, iPhone 12 Pro Max.

iPhone 12 Pro med design som iPhone 5

Det er EverythingApplePro, der i en video har vist billeder af topmodellen og de billeder passer godt med tidligere rygter. Designet, vi ser, har meget til fælles med den seneste iPad Pro.

Som vi tidligere har hørt, viser billederne også, at iPhone 12 Pro Max skipper de buede kanter og i stedet får flade kanter i rustfrit stål og hjørner, der er mere skarpt rundede.

På den måde kommer den til at minde om en meget lang iPhone 5. Skærmen buer sig ikke længere rundt på siderne og samtidig har Apple gjort rammen om skærmen endnu smallere, så der næsten er tale om edge-to-edge. 12 Pro Max er også en smule tyndere end iPhone 11 Pro Max.

Se også: Find bedste iPhone

Lidt ændringer på bagsiden

Også notchen er blevet mindre og minder nu meget om den, vi husker fra OnePlus 6. Sensorerne i den skal efter sigende være de samme som tidligere. Derimod er der blevet ændret lidt på kameraet på bagsiden. Designet er lavet om, for at få plads til LiDAR-systemet, der er en ekstra sensor til at kunne få bedre AR-oplevelser.

LiDAR-sensoren er allerede at finde i den nyeste iPad Pro. Derfor er kameraets udformning på iPhone 12 Pro Max også den samme som på iPad Pro’en. Det betyder, at de enkelte linser ikke stikker så meget frem, men at hele kameraet er blevet hævet lidt.

Derudover har Apple gjort antennelinjerne bredere for at kunne få 5G med, og de er nu 1,83 mm, hvor de på iPhone 11 Pro er 1 mm.

Se også: Sammenlign priser på iPhones

Kan få Smart Connector

Det siges, at 12 Pro Max kommer til at få Smart Connector til at parre med officielt tilbehør som iPad Pro, formentlig for at kunne udnytte den store 6,7 tommer skærm på telefonen. Hvad det præcis er, Apple har i tankerne af tilbehør til iPhone 12 Pro Max, ved vi ikke noget om endnu, men det skal vi nok komme til at høre meget mere om.

Den mindre iPhone 12 Pro kommer til at have det design, som Bloomberg for nylig fortalte om. Der siges at komme hele seks telefoner fra Apple i år. Det er dog endnu usikkert, om coronavirusset kan sætte en kæp i hjulet for det hele og forsinke nogle af modellerne. Vi ved heller ikke meget om specifikationerne, kun at de får den nye A14-chip fra Apple samt forbedrede kameraer.

Apple har netop lanceret iPhone SE, der minder meget om iPhone 8. Find de bedste priser på iPhone 12.

Se også: Nyheder om iPhone 12