Mixpanel: Færre solgte iPhones i år
Meningerne har været delte – visse siger, at årets iPhones ikke har solgt så godt, andre at det går helt fint med salget. Ikke så overraskende er det blandt andet Apple selv og deres investorer, der insisterer på et helt fint salg. Apple vil jo ikke vise os specifikke salgstal, så det er umuligt at vide det med sikkerhed.
Store forskelle i salgstal
Det afholder dog ikke andre fra at estimere tal og give deres besyv med. Analysefirmaet Mixpanel er også hoppet med på den vogn, og de stiller sig på den side, der påstår, at det ikke går så godt med salget af 2018-telefonerne. De har lavet en graf, der viser antal solgte enheder af henholdsvis iPhone 8, 8 Plus og X, samt iPhone XS, XS Max og XR.
Her ser vi, at forskellene er temmelig store. Hvis man så også sammenligner 2017-telefonerne med de ældre iPhone 7 og 7 Plus, bliver det endnu tydeligere. Her ser vi, at iPhone X faktisk når op på niveau med 2016-telefonerne.
Se også: Guide til de bedste iPhones
Omsætningen kan stadig holde niveauet
Nu har dette års modeller jo kun været på markedet et par måneder, og det er meget muligt, at salget kommer til at stige, hvilket grafen også tyder på. Det er dog stadig usikkert, om de når op på niveau med modellerne fra sidste år. Samtidig stiger telefonerne jo i pris hele tiden, så selvom de ikke sælger lige så mange enheder som før, kan omsætningen stadig være lige så god.
Der er nok ingen grund til at være bekymret for Apples økonomi lige med det samme.
Se også: Anmeldelse af iPhone