Nyt Apple-design ser dagens lys – en folde-ud-iPhone kan være på vej
Apple har bekræftet, at der kommer tre modeller af iPhones til efteråret, men det ser ud til, at der kan være helt nye ting på vej fra æblefolket, og det inden alt for længe.
Apple-patent på foldbar iPhone opdaget
Det er de hårdtarbejdende Patently Apple, der har gjort en ny opdagelse, nemlig at Apple i denne uge har fået nye patenter godkendt af de amerikanske patentmyndigheder. Denne gang drejer det sig om det, der i teksten omtales som et ”foldbart cover og skærm til en elektronisk enhed.” Med i papirerne er også illustrationer af, hvordan det er tænkt at fungere fra Apples side.
Apples arbejde går ud på at skabe en enhed med en fleksibel del og et coverlag, der skal være keramisk, altså hærdet glas eller safir. Med andre ord vil Apple tage det et skridt videre, end vi har set det fra Samsung og Huawei og deres foldbare enheder. Samsung og Huawei har valgt at bruge plastik, og vi ved jo allerede, at det ikke er gået så godt for Samsung.
Se også: Anmeldelse af iPhone
Har tidligere søgt patenter til foldbare skærme
Udover at der er tale om et andet materiale, viser det også, at det er muligt at konstruere meget mere radikale foldbare former, end vi hidtil har set. Apples illustrationer viser dels den ”almindelige” fold, men også dobbelte og tredobbelte foldbare design.
Dette nye patent er absolut ikke det eneste, Apple har ansøgt om og fået godkendt. Det seneste år er de kommet i en lind strøm, hvilket viser, at det er noget, Apple satser på for alvor. Vi har tidligere set et patent, hvor der var en mild opvarmning under skærmen, så folden ikke stivner eller krakelerer i kolde vejrforhold. Apple er altså ikke først ude med foldbare enheder, men når de kommer med en sådan enhed, vil de tilsyneladende gøre det med bravur.
Se også: Find bedste pris på iPhone
Tidligst klar i 2020
Spørgsmålet er, hvor længe vi kommer til at vente på en foldbar iPhone. Det bliver ikke til efteråret, så meget kan vi nok garantere. 2019-telefonerne fra Apple ser tværtimod ud til at være ret kedelige designmæssigt.
Derimod forventes der et større redesign i 2020, så det er mere sandsynligt, at det er i den forbindelse, at en iPhone Fold bliver føjet til porteføljen – det kan måske også være en god idé at lade andre prøve nogle ting af, inden de selv sender et produkt på gaden.
Det ser ud til, at det ikke er så let endda at lave en folde-ud-mobil, i hvert fald er det nu 5-6 uger siden, at Samsung Galaxy Fold skulle være sendt ud i butikkerne, men det blev udskudt på ubestemt tid på grund af skærmproblemer, som altså ikke er løst endnu.
Se også: Nyheder om iPhone folde ud mobil