Alle iPhone 12-modeller får OLED-skærm – kun to får 6 GB RAM
Den nyeste omgang rygter om næste generation af iPhones – iPhone 12 – bekræfter det, vi tidligere har hørt om, at alle modellerne denne gang bliver udrustet med OLED-skærme. Men der er også andre oplysninger.
To iPhone 12 modeller får 6 GB RAM
For selvom telefonerne får samme type skærm, bliver der andre områder, hvor de adskiller sig. Kun to af de fire modeller forventes nemlig at få 6 GB RAM.
Det er MacRumor, der har fået fingre i en research note fra analytikerne Timothy Arcuri og Munjal Shah, hvor der står, at det bliver OLED-skærme over hele linjen for iPhone 12-serien. Som nævnt er det ikke første gang, vi hører det, men der har også været rygter, der har talt om, at Apple måske holder fast i en model med LCD-skærm.
iPhone 11 med sin LCD-skærm blev jo en stor succes, så det ville ikke være helt utænkeligt.
Hvordan det nu end bliver med det, taler det nyeste rygte som sagt om andre områder, hvor de fire telefoner adskiller sig. De to dyreste af modellerne forventes nemlig at få 6 GB RAM, mens de to billigere må nøjes med 4 GB RAM.
Se også: Anmeldelse af iPhone
Kun triple-kamera i de to dyreste
Det siges også, at de to billigere får dual-kamera, mens de dyrere får triple-kamera. Vil man have det bedste, Apple kan præstere, må man ikke uventet punge ud med lidt ekstra kroner. Også de flere RAM har vi på en måde hørt om før, da der har gået rygter om, at iPhone 12 Pro og iPhone 12 Pro Max kommer til at få mere hukommelse end de to andre modeller.
De fire modeller, man forventer, Apple lancerer i 2020 er følgende:
– En billigere model med 5,4 tommer skærm, der kan have nogenlunde samme størrelse som iPhone 8.
– En billigere model med 6,1 tommer skærm.
– En premium model med 6,1 tommer skærm.
– En premium model med 6,7 tommer skærm.
Se også: Find priser på iPhone
Alle iPhone 12 forventes at få 5G
Mange tror, at den næste generation af iPhones kan blive yderst populære. Det skyldes ikke kun forventningerne om, at Apple denne gang byder på en del ændringer designmæssigt og en æstetik, vi husker fra iPhone 4-tiden, men også at man mener, iPhone 12-serien bliver de første iPhones til at få understøtte 5G.
Også understøttelse af mmWave og sub-6GHz forventes, så mange tror på salgsboom for de kommende iPhones.
Nu er der stadig lang tid til lanceringen af iPhone 12-serien, så meget kan nå at ske, og vi får helt sikkert mange flere rygter inden da.
Se også: Nyheder om iPhone 12