Apple: Bloombergs oplysninger om kinesiske spion-chips i servere er falske
For et par dage siden dukkede en historie op hos Bloomberg, der handlede om, at kinesiske spioner tilsyneladende havde placeret chips i Apples iCloud servere. Til at begynde med afviste Apple rygtet i en kort udtalelse. Siden er der kommet en mere fyldestgørende pressemeddelelse, hvor de stadig afviser rygtet, men også kommer med flere oplysninger.
Apple afviser skadelige Kina-chips
Apple fortæller, at de gentagende gange, det vil sige hver gang Bloomberg henvendte sig for at få information om sikkerhedsproblemer, selv undersøgte sagen og ikke fandt noget, der tydede på spionage. I pressemeddelelsen står, oversat fra den engelske udgave:
”Her kan vi sige det meget klart: Apple har ikke fundet nogen skadelige chips, ’manipulation af hardware’ eller sårbarheder der med vilje er blevet placeret i nogen af serverne. Apple har aldrig været i kontakt med FBI eller andre agenturer om en sådan hændelse. Vi kender ikke noget til nogen FBI-undersøgelse, og det gør vores kontakter inden for retsvæsnet heller ikke.”
Se også: Priser på Apple produkter
Apple: Bloombergs oplysninger ikke korrekte
Derudover skriver Apple, at de stadig tager sagen alvorligt, også selvom der ikke har været rapporteret noget om, at brugerdata skulle være ramt. Alle Apple-brugere bliver i meddelelsen lovet, at Apple gør alt, de kan, for at holde al personlig information fra brugerne i sikkerhed.
Endelig slår de endnu en gang fast, at Bloombergs oplysninger er ukorrekte. Det er usædvanligt, at Apple kommenterer rygter og beskyldninger. Når de gør, er det ofte en standardtekst. Derfor er det et tegn på, at de tager det rigtig alvorligt, når der kommer en pressemeddelelse som denne.
Se også: Nyheder om Apple