200W-oplader dræner 20% af batteriets kapacitet efter 800 opladninger
Xiaomi har afholdt en Q&A om den 200W-opladningsteknologi, de for nylig viste frem. I den forbindelse blev de spurgt ind til, hvordan den kraftige opladning påvirker batteriet.
200W opladning svækker batteri med 20 procent efter 800 opladninger
Svaret kom i form af en række slides og viser, hvordan det er lykkedes dem at få varmen fra 200W-opladningen til at forsvinde, samt hvilken betydning man kan forvente, lynopladningen får for telefonen.
Ifølge deres vurdering taber batteriet knap 20 procent af sin kapacitet efter 800 opladninger. Oplader man telefonen helt en gang om dagen, betyder det, at de 20 procents nedsat kapacitet er et faktum efter omkring to år.
Kan man få batteriet til at holde mere end en dag, inden man lader op, holder kapaciteten selvfølgelig også længere end de to år.
En hurtig udregning viser, at et batteri som Mi 11 Ultras på 5.000 mAh havner på 4.000 mAh af de originale 5.000 efter 800 opladninger.
Se også: Telefoner med lang batteritid
Alle batterier mister kapacitet
Ifølge Xiaomi kræver den kinesiske regering, at et batteri har en ydeevne på mindst 60 procent efter blot 400 opladninger, og det lever Xiaomi jo op til med god afstand.
Desuden er det værd at huske, at uanset hvor hurtigt eller langsomt, du lader dit batteri, så har det mistet ydeevne efter 800 opladninger.
Opvarmning er den største skurk, når det gælder fald i batteriets ydeevne, så hvad enten du lader din telefon med 5W i fem timer eller 200W i ti minutter, så er det vigtige den mængde varme, batteriet udvikler, der forårsager mest skade. Alle telefoner mister batterikapacitet med tiden, så Xiaomis tal lyder helt rimelige.
Formentlig vil et fald på 20 procent med 200W oplader efter hele 800 opladninger lyde som for optimistisk i manges ører. Det bliver spændende at se, om der er nogen, der får det testet på en eller anden facon.
Se også: Nyheder om batterier i telefoner