5G: EU klar med retningslinjer ved brug af høj-risiko selskaber 

Europakommissionen har fremlagt retningslinjer for, hvordan EU-landene skal agere i forhold til udbygningen af fremtidens 5G-netværk i Europa.

5G: EU klar med retningslinjer ved brug af høj-risiko selskaber 

Europakommissionen har netop præsenteret sine retningslinjer for, hvordan netværksoperatører skal agere på 5G-markedet i forhold til de såkaldte høj-risiko selskaber, altså selskaber, man mener kan udgøre en potentiel fare, hvis de får adgang til kritisk core-netværk.

 

Europakommissionen klar med Retningslinjer for 5G-netværk i Europa

De retningslinjer, som Europakommissionen har fremlagt, er dog netop kun retningslinjer og er ikke krav. Det er op til de enkelte lande selv at bestemme, hvilket udstyr de vil give tilladelse til at bruge og i hvor stort omfang, lyder det.

Europakommissionen opfordrer de enkelte lande til at fokusere på at styrke sikkerheden; at de vurderer sikkerhedsmæssige implikationer ved de firmaer, de arbejder sammen med; at de begrænser samarbejdet med virksomheder der anses for at være “høj-risiko”; at de er ekstra varsomme med at give adgang til core-netvæket; at de opstiller lovkrav for samarbejdspartnere samt sikrer, at regeringer og myndigheder får detaljeret viden om det 5G-udstyr, der benyttes.

I en pressemeddelelse forklarer Europakommissionen, at 5G-netværk giver flere muligheder for cyberangreb end tidligere og at antallet af cyberangreb vokser og bliver mere og mere sofistikerede.

“Da mange kritiske services vil blive baseret på 5G, er netværkssikkerhed af allerhøjeste vigtighed for hele EU”, lyder det i skrivelsen.

Se også: Danske teleselskaber med bedste netværk

Jiang Lichao, Huaweis danske direktør, siger om de europæiske retningslinjer:

“Jeg har med glæde læst EU’s retningslinjer, som i dag er blevet meldt ud. De er et vigtigt – og rigtigt – skridt, som sikrer klare rammer og en god basis for udrulningen af 5G i de europæiske lande. For mig at se er retningslinjerne baseret på fakta, og de viser en tiltro til fair konkurrence på tværs af lande og kontinenter. Det ligger fint i tråd med udmeldingen fra Storbritannien i går, og for os i Huawei er det et bevis på, at Europa forstår den store teknologiske udfordring, der ligger i 5G – og forstår, at Huawei er en vigtig spiller i en succesfuld udrulning. Det ville være et godt at se samme objektive og fakta-baserede tilgang til 5G her i Danmark”.

 

Huawei får begrænset adgang til 5G-udbygning i England

I går stod det klart, at England giver kinesiske Huawei, som af nogle defineres som et høj-risiko selskab, lov til at levere noget af netværksudstyret til engelske 5G-net, men i begrænset omgang. Kun 35 procent af netværket må have udstyr fra Huawei og der må ikke benyttes 5G-udstyr fra Huawei i netværk tæt på atomkraftværker og militærbaser.

Huawei må også kun levere 5G-udstyr til ydre dele af netværket som master og antenne – core-netværk får de ikke adgang til. Huawei er positivt stemte over for aftalen og siger, at de på grund af den britiske regerings godkendelse er blevet bekræftet i, at de kan fortsætte deres arbejde med at udrulle 5G efter planen. Teleanalytiker John Strand vurderer derimod, at aftalen understreger, at Huawei skal opfattes som et høj-risiko selskab. Samtidig er ZTE stadig helt forment adgang til at levere netværksudstyr til de engelske teleselskaber.

“England sender et stærkt signal til resten af Europa og verden, at brugen af kinesisk udstyr udgør en sikkerhedsmæssig risiko. De begrænser Huaweis muligheder og forbyder ZTE”, siger John Strand om aftalen mellem England og Huawei.

Se også: Dårlige 4G-netværk i EU lover ikke godt for 5G

 

Amerikansk pres på Europa

Bekymringen fra amerikansk side er, at Huawei og ZTE vil lade den kinesiske efterretningstjeneste få adgangtil kritisk data i de netværk, de har været med til at bygge i for eksempel Europa. Ved kun at give Huawei lov til at levere 5G-udstyr til master og antenner, mindskes den risiko. Huawei har hele tiden benægtet, at de vil spionere for de kinesiske myndigheder og selskabets stifter har sagt, at han hellere vil lukke virksomheden helt ned end at hjælpe til med spionage.

Europa har de sidste par år mødt forhøjet pres fra amerikansk side, når det gælder brugen af 5G-teknologi fra kinesiske selskaber. Ønsket fra amerikansk side er, at europæiske teleselskaber helt undlader at bruge 5G-udstyr fra Huawei og ZTE, som amerikanerne vurderer som høj-risiko selskaber.

Se også: Nyheder om 5G i EU