66 procent af danskerne benytter sig af usikre hotspots i udlandet
Trådløse wifi-netværk findes stort set over alt, både i Danmark og udlandet. Og de benyttes flittigt af os danskere, viser en ny undersøgelse fra Deloitte. Her siger hele 65 pct. af databrugerne, at de vil købe adgang til udenlandske netværk eller finde gratis hotspots i løbet af ferien.
Problemet er bare, at meget få tjekker sikkerhedsindstillingerne for hotspottet, inden de kobler mobilen på.
Logger man på et offentligt tilgængeligt wifi-netværk uden den nødvendige sikkerhed, er det ekstremt let for hackere at tilgå ens personlige data ifølge cyberspecialist i Deloitte Kim Schlyter:
Se også: Så dårlig er sikkerheden på Facebook og Skype
Faren ved wifi-netværk
“Faren ved wifi-netværk er, at en cyberkriminel potentielt kan overtage et hotspot. Sker det, risikerer man som bruger at blive flyttet til en hjemmeside, hvor man pludselig skal registrere data fra eksempelvis sit kreditkort. Der er også risiko for, at ens telefon eller computer får virus eller malware, eller at nogen er med på en ’lytter’, hvis man for eksempel logger på sin netbank”.
Kim Schlyter understreger, at det er vigtigt at tage sine forholdsregler, inden man logger på et offentligt tilgængeligt netværk, og det uanset om man logger på et hotspot, man har betalt for adgang til eller et gratis et af slagsen.
Sæt dine sikkerhedsindstillinger til højeste niveau
Han anbefaler, at man, inden man logger på, sætter sine sikkerhedsindstillinger til højeste niveau og at man slår den automatiske login-funktion fra, så man selv bestemmer, hvilke netværk man logger på.
“På den måde undgår man, at andre mennesker skaffer sig adgang til ens personlige data som for eksempel bankoplysninger, koder eller private emails”, siger Kim Schlyter.
Den bedste måde at sikre ens personlige data på, når man går på nettet i udlandet, er ved at bruge ens normale sim-kort, købe et taletidskort i landet, man er i eller ved at medbringe en særlig router.
“Det er klart mest sikkert at hente data direkte gennem teleselskabet, alternativt med et udenlandsk taletidskort eller en medbragt MiFi-router. Her slipper man helt for at bevæge sig ud på de offentlige netværk, som er forbundet med stor usikkerhed. Det er en dyrere, men også langt sikrere løsning”, understreger KIm Schlyter.
64 pct. af danskerne siger i undersøgelsen, at de sjældent eller aldrig tjekker deres sikkerhedsindstillinger.
Se også: Android brugere svigter sikkerheden – mange har ingen kode
Fakta om danskernes brug af adgang til data i udlandet:
38 pct. køber adgang til et wifi-netværk, fx på hotellet
27 pct. forsøger at finde gratis hotspots
26 pct. bruger mobildata gennem deres normale teleselskab
6 pct. køber et taletidskort i udlandet
3 pct. køber et særligt simkort, router eller Mi-Fi inden rejsen
Tjekker du sikkerhedsindstillinger inden du logger på Wifi-hotspot?
Til spørgsmålet om, hvor ofte man tjekker man ens sikkerhedsindstillinger på din mobil/tablet, inden man logger på et wifi-netværk på et offentligt sted, lyder svarene:
Altid: 9 pct.
Som oftest: 23 pct.
Sjældent: 39 pct.
Aldrig: 25 pct.
Ved ikke: 4 pct.