Israelsk firma: Vi kan få adgang til alle iPhones og iPads – alle!
Det gik ret godt for Apple en stund – nye iPhone 11-modeller på vej, selvom en del ikke kan se det smukke ved designet, en ny stabil iOS 12-opdatering, det lyder jo godt alt sammen. Men så sprang bomben. Et israelsk kriminalteknisk selskab, Cellebrite, har fortalt, at de har fundet en vej ind i iOS, og det gælder ALLE versioner af iOS.
Cellebrite kan hacke sig adgang til alle iOS-enheder
Det betyder også en vej ind i en hvilken som helst iPhone eller iPad. Tim Cook har for nylig fortalt, at der er 1,4 milliarder aktive iOS-enheder i verden lige nu, og denne israelske nyhed må siges at være noget af en blinkende advarselslampe for dem alle.
Mere detaljeret fortæller Cellebrite, at de kan udføre en ”full file system extraction” på en hvilken som helst iOS-enhed, og at de gerne sælger den tjeneste. Samtidig er det værd at notere, at Cellebrite er et selskab, der skal tages deriøst. I 2016 blev det alment kendt, dog ikke offentligt udmeldt, at FBI benyttede netop Cellebrite til at bryde vej ind i den iPhone 5C, der tilhørte San Bernardino-morderen, Syed Rizwan Farook. Cellebrite har også tidligere fortalt Forbes om sine tjenester.
Forbes har dog tidligere fortalt, at Cellebrite-kits er blevet solgt på eBay for blot 100 dollars. Har man uærlige intentioner, er det med andre ord ikke dyrt at få redskaber til det.
Se også: Anmeldelse af iPhone
Kræver dog de har enheden i hånden
Cellebrite forklarer dog, at de skal have den fysiske telefon eller tablet i hånden for at kunne bryde ind i den. Det kan med andre ord ikke gøres på afstand.
De slår også fast, at de foretager omfattende sikkerhedstjek for at fastslå om, en person eller virksomhed, der vil bryde ind i en enhed, også har ret til det.
Se også: Bedste tilbud på iPhone
Nogle iOS enheder får måske aldrig fixet problemet
Det vigtigste i det hele er imidlertid, at der er fundet en bagvej ind i Apple-produkterne, og at den fungerer til alle versioner af styresystemet. Tilsyneladende betyder det også, at Apple enten ikke kender til denne bagvej eller ikke ved, hvordan de skal forhindre hackere i at bryde ind. Med det kommende iOS 13 er der millioner af enheder, der ikke længere får support, herunder en model der stadig sælges, og det betyder, at de telefoner måske aldrig får ordnet problemet.
Apple har desuden længe pralet med, at sikkerheden er noget af det, de er bedst til, bedre end konkurrenterne, men lige nu lader den status til at være en saga blot. I hvert fald indtil Apple eventuelt finder en løsning på problemet. Det skal dog nævnes, at Cellebrite fortæller, at de også kan bryde ind i Android-enheder.
Se også: Nyheder om iOS