Analytiker: Fusionsstop mellem Telia og Telenor vil føre til massefyringer
Her til morgen oplyste Telia og Telenor i en fælles pressemeddelelse, at de trækker sig fra den planlagte fusion, da de ikke kunne nå til enighed med EU om vilkårene.
Det fremgår ikke, hvilke vilkår der har været diskuteret, men både EU, danske politikere og mobilselskabet 3 har været bekymrede for konkurrencesituationen ved en fusion. En fusion ville betyde, at Telia og Teleor ville sidde på godt 40 procent af det danske mobilmarked, det samme ville TDC, mens 3 ville blive den absolut mindste på markedet og dermed kunne blive presset af ulige konkurrencevilkår.
Uenighed om regulationerne
Teleanalytiker John Strand mener dog, at nyheden i dag om, at Telia og Telenor trækker sig fra fusionen er dårligt nyt for industrien.
“En dansk mobilkunde bruger det samme om måneden på mobiltelefoni som to café latte koster og Margrethe Vestagers [EU’s konkurrencekommissær, red.] folk har ment, at det marked skal reguleres i en grad, der gør, at man ikke har kunnet opnå enighed med Telia og Telenor om, hvordan en sådan fusion skal se ud.
Se også: Telenor og Telia trækker sig fra fusion
Vil føre til massive fyringer
“Resultatet er, at de nu har trukket sig, at de må slikke sårene og så se fremad. På den korte bane vil det betyde et fald i investeringerne, massive omkostningsreduktioner i de to virksomheder med massive afskedigelser”, lyder det fra John Strand.
Da Telia og Telenor annoncerede, at de ønskede at slå de to selskaber sammen i Danmark, var det blandt andet for at reducere omkostningerne og i fællesskab at skabe bedre netværk og tjenester i Danmark. Den gang talte man om en årlig besparelse på op mod 800 millioner kroner, besparelser som John Strand nu frygter, de vil finde gennem fyringer.
Se også: De bedste og billigste mobilabonnementer
Vil påvirke investeringer negativt i hele branchen i EU
John Strand mener også, at den droppede fusion vil få andre negative konsekvenser for Danmark: “Det bliver ikke kun Telia og Telenor, der kommer til at holde igen med investeringerne, det kommer til at påvirke hele markedet. Den politiske usikkerhed, som EU har skabt i Danmark, får meget negative konsekvenser for den europæiske teleindustri”.
Teleanalytiker Nicolas Fredriksen vurderer ligeledes, at EU handler kontraproduktivt for målet om et paneuropæisk telemarked, når EU tilsyneladende har spændt ben for fusionen mellem Telia og Telenor i Danmark. “På den ene side vil EU Kommissionen have et telemarked a la det amerikanske, hvor relativt få aktører betjener hele markedet og på den anden side lægger de åbenbart så mange benspænd ind, at fusionen mellem to store aktører i lille Danmark ikke bliver attraktivt at gennemføre”.
Nicolas Fredriksen peger på, at fusionsstoppet kan få konsekvenser for hele Europa: De mange europæiske netværk er dyre at udvikle og drifte og skal Europa hænge med i svinget, når mobilteknologien for alvor bliver klar til 5G og M2M og Internet of Things, så må der ske konsolideringer på det europæiske telemarked. Kun på den måde kan man sikre, at det bliver lønsomt at udvikle og drifte de europæiske netværk til en penge, som er billig for de europæiske forbrugere og virksomheder”.
Fejlslået EU politik
“Det er imponerende, men set med europæiske øjne tankevækkende, at man i et land som Rwanda har etableret 4G langt ude i distrikterne. At store dele af EU kun har Edge eller 3G i en tid, hvor 4G er blevet et must, siger jo alt om fejlslået EU politik”, afslutter Nicolas Fredriksen.