Op og ned for iPhone og Android – Windows næsten helt forsvundet
Kantar Worldpanel ComTech er et uafhængigt analysefirma, og de er lige kommer med de sidste måneders data for flere smartphone-markeder verden over, herunder Kina, USA og de fem store i Europa, der tæller England, Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien.
Den nye data dækker en tre måneders periode frem til oktober 2016 og viser fremgang til iOS på flere af de store markeder i verden. Android står meget stabilt, hvor mindst 75 procent af alle smartphones solgt globalt har Googles styresystem som basis. Måske ikke så overraskende, hvilket det heller ikke er, at Lumia-telefoner med Windows 10 Mobile er ved at forsvinde helt fra markedet.
Microsofts markedsdel falder ganske enkelt støt, selvom der efterhånden ikke er meget at tage af.
Se også: Sammenlign mobiltelefoner med online-værktøj
Android går tilbage i USA, iOS frem
I USA er det gået tilbage for Android. I forhold til samme periode sidste år er faldet på næsten fem procent, hvilket giver Google-systemet en markedsandel på 57,9 procent. Det er femte gang i træk, det går tilbage for Android i forhold til samme periode året før. Windows-telefoner er nede på sølle 1,2 procent efter at være mere end halveret i forhold til sidste år.
Fremad går det i stedet for Apple i USA. Fra 33,6 procent af markedet sidste år til 40,5 procent i år. Deraf har Kantar draget konklusionen, at det meget omtalte manglende høretelefonstik ikke har haft nogen afgørende betydning for salget af iPhone 7 i USA. iPhone stod for 10,6 procent af salget af smartphones i perioden, selvom den ikke engang har været på markedet i hele perioden.
Interessant er det, at Google Pixel og Pixel XL i perioden skaffede sig 0,5 procent af salget i USA, på trods af, at de først blev lanceret i oktober.
Se også: Test af smartphones
iPhone dominerer i England
Tager vi næste engelsktalende land, nemlig Storbritannien, er Windows’ fald ikke til at komme udenom. Fra 8,2 procent til blot 2,9 procent fra året før. Android er det system, der går mest frem med 1,2 procent i forhold til sidste år, og ender dermed på 53,1 procent.
Mest frem er det dog gået for iPhonen, der er steget 4,5 procent til totalt 44 procent. Dominansen er total, hvis man ser på toplisten over mest solgte enkelttelefoner. iPhone 7 ligger i toppen, fulgt af iPhone 6S og iPhone SE.
Se også: Find bedste pris på iPhone
Android dominerer i Italien, Tyskland og Spanien
I Italien er det også gået ned ad bakke for Windows det sidste år. Fra 11,3 procent til blot 4,3 procent. iOS steg lidt over 2 procent til 13,9 procent. Altdominerende i Italien er dog Android, der er kommet på op hele 81,3 procent af markedet, en stigning på 5,1 procent i forhold til sidste år.
Også i Tyskland steg Android kraftigt, fra 71,6 procent til 80,3 procent på et år. Den voldsomme stigning er blandt andet sket på bekostning af iOS, hvor salget af iPhones er faldet 3,3 procent til 16,5 procent. Dog er det også her gået mest udover Windows, der er gået 66 procent tilbage fra 7,2 til 2,4 procent.
I Spanien er Windows nærmest allerede dømt ude og er gået fra 2,7 procent til næsten ikke-eksisterende 0,3 procent. iOS ligger nogenlunde på niveau med sidste år, hvorimod Android har sat sig tungt på det spanske marked og sidder på imponerende 91,7 procent af markedet, en stigning fra 89,6 procent fra sidste år. Ser man på en tre måneders periode med slutning i september, er det dog en lille nedgang, for der lå de helt oppe på 93 procent.
Se også: Find bedste pris på Android mobiler
Trods flot salg fylder iPhone mindre i Kina
Vi bevæger os videre fra Europa og vender blikket mod Kina. Her lå Windows på 0,0 procent i den periode, der ville slutte i september, men steg til 0,1 procent i perioden med slut i oktober. Det er dog stadig en stor nedgang sammenlignet med året før på 2,3 procent.
I Kina klarer Android sig fremragende og er steget fra 74,7 procent til 82,6 procent på et år. iOS har derimod indkasseret et fald på 5,7 procent til 17,1 procent, og det trods gode salgstal for iPhone 7. Faktisk lå iPhone 7 på andenpladsen over bedst sælgende telefoner i tre måneders perioden med slut i oktober 2016 og snuppede 3,8 procent af smartphone-salget.
Se også: Nyheder om mobiltelefoner