Apple blokerer Facebook-opdatering der viser App Store-afgifter
Apple har blokeret Facebooks forsøg på at informere brugerne om, at Apple tager 30 procent af alle in app-køb i en ny funktion, Facebook er på vej med. Det fortæller Facebook til Reuters. Ifølge Apple går Facebook imod retningslinjerne for App Store, hvor der står, at udviklerne ikke må give brugerne ”irrelevant” information.
Facebook vil oplyse om Apples 30 % fee – det må de ikke for Apple
Den nye Facebook-funktion skal gøre det muligt at købe billetter til online-events direkte i appen. Apples regler siger, at køb af digitalt indhold skal gå via App Stores betalingssystem, hvor Apple får 30 procent af det totale beløb. Facebook meddeler, at de har bedt Apple se bort fra denne afgift, så at alle indtægter kan gå direkte til dem, der organiserer eventet, men det nægtede Apple.
Funktionen er nu aktiv, men uden information om, at Apple kræver 30 procent. Tidligere på måneden offentliggjorde Facebook et billede, der viste, hvordan beskeden ville se ud i appen.
Den planlagte besked på Android skulle lyde: ”Facebook tager ingen afgifter for dette køb.” Ifølge Reuters vises den besked ikke i den version af appen, der downloades via Google Play Store.
I en udtalelse til Reuters siger Facebook: ”Nu, mere end nogensinde, burde vi gribe muligheden for at hjælpe folk med at forstå, hvor de penge, de tiltænker mindre virksomheder, rent faktisk havner. Desværre afviste Apple vores gennemsigtighedsinformation om deres afgift på 30 procent, men vi arbejder stadig på at gøre den information tilgængelig inde i appen.”
Se også: Sammenlign priser på telefoner
Slår ned på alle der bryder reglerne
Det er uklart, hvordan Facebook har tænkt sig at gøre det. Det er til gengæld ikke overraskende, at Apple valgte at blokere beskeden. Apple har været hårde mod apps, der har forsøgt at forklare App Stores politikker. Apps som Netflix, Kindle og Spotify må for eksempel ikke nævne overfor brugerne, at de kan betale for tjenesten via nettet og dermed undgå, at Apple snupper 30 procent.
Det er heller ikke tilladt at linke til appenes websites.
Se også: Billige mobilabonnementer
Kontroversielle regler
Noget, der derimod lader til at være tydeligt, er, at Facebook ved at previewe en funktion, der sandsynligvis ikke ville blive godkendt af Apple, har sat ekstra fokus på de retningslinjer og politikker, Apple har for sin App Store. Noget, der er meget kontroversielt lige nu.
De seneste måneder har både udviklerne bag e-mail-klienten Hey og spiludviklerne bag Fortnite, Epic Games samt Spotify, offentligt kritiseret Apple og deres metoder til at kontrollere in app-køb. Det har også mødt støtte fra blandt andet Microsoft, der mener at Apple metoder er skadelige for udviklerne.
Apple forsvarer sig med, at de har skabt en platform, der giver udviklerne adgang til millioner af brugere. Uden App Store ville Fortnite for eksempel ikke være blevet den milliardforretning, som spillet er i dag, ifølge Apple.
Se også: Nyheder om privacy