Nyt tiltag får Apple til at fremstå som the good guys
Vi har netop set, hvordan Apple har gjort det muligt let at overføre billeder fra selskabets egen iCloud-tjeneste til konkurrenten Google Fotos. Selvom det kan tage op til syv dage at få selv overførslen fuldført, så er processen til at sætte overførslen i gang let.
Derfor tillader Apple let billedoverførsel fra iCloud til Google Fotos
Normalt introducerer konkurrerende selskaber værktøjer til at overføre indhold fra konkurrentens tjeneste til sin egen – ikke omvendt. Særligt Apple har gennem årene opbygget et ry for at mure sine brugere inde med få valgmuligheder udover Apples egne.
“Der er flere grunde til, at Apple har valgt at implementere overførsel af billeder og video fra iCloud direkte til Google Fotos”, forklarer Daniel Søgaard Hald, der er mobil- og tech-ekspert på mobilsiden.dk. Han slår samtidig fast, at det der derudover sker på et meget belejligt tidspunkt, hvor Apple ender med at stå som vinderen og samtidig får ros og tillidsfulde brugere for deres åbenhed.
“Med integrationen af overførsel af billeder fra iCloud til Google Fotos viser Apple, at de er åbne uden egentlig at tabe noget på det. For denne integration kommer nemlig på samme tid, som Google har valgt at tage betaling for Fotos-backup. Derfor er det langt mindre fristende for iPhone-brugere at skulle flytte biblioteket til Google Fotos.
Se også: Hvor sælges de billigste telefoner?
Vil lette presset fra konkurrencemyndighederne
Til gengæld er det win/win for Apple. Samtidig fortæller de nemlig indirekte myndigheder, at de ikke skal frygte monopol hos Apple. Og ikke nok med det, så lægger det pres på Google og Android, som ikke tilbyder en sådan mulighed”, lyder det fra Daniel Hald.
Han henviser til de mange konkurrencesager, som lige nu ikke kun rammer Apple men også de andre store tech-giganter som Google, Facebook og Alphabet. Konkurrencemyndigheder verden over ser større og større monopollignende tendenser hos de store globale tech-selskaber, men med dette seneste tiltag viser Apple, at de altså åbner op for konkurrenterne.
“Vi skal ikke mange år tilbage, før Apples økosystem var lukket land for tredjepart. Men fra 2011, efter Tim Cook overtog roret, er der ganske roligt blevet åbnet mere. Og selvom man dengang vovede pelsen og tillod flere muligheder og funktioner i Apples styresystemer, så har resultatet været, at økosystemet har fået endnu flere brugere. Kan det samtidig løfte lidt af presset fra konkurrencemyndighederne ved at fremstå som the good guys, er det naturligvis kun til Apples fordel”, slutter Daniel Hald.
Se også: Nyheder om tech