Apple uddeler hård kritik af EUs trussel om forbud mod Lightning-kabel
Apple er ikke glade for EUs træk i retning af at forbyde Lightning-kabler. De mener, det kommer til at skabe mere elektronikskrot og være en hindring for innovation.
Det var i forrige uge, at medlemmer af EU-parlamentet opfordrede EU Kommissionen til at arbejde mod en enkelt opladerstandard, der vil gøre det enklere for forbrugerne og mindske mængden af elektronikskrot med 51.000 ton om året.
Apple kritiserer krav om standardopladere
Apple er ikke overraskende uenige i dette. I en udtalelse har Apple meddelt, at en sådan standard i smartphones vil forhindre innovation og skade forbrugere i Europa, samt den generelle økonomi.
Apple argumenterer med, at de har solgt mere end en milliard enheder med Lightning-stik, og at de millionvis af tilbehør, der er koblet til de enheder, vil få brug for en adapter, der vil give endnu mere elektronisk skrot.
EU-kommissionen har faktisk arbejdet på, at få mobilproducenterne til at lave én fælles type mobiloplader, men det har været inden for frivillige rammer – mobilproducenterne har ikke været tvunget til at sikre dette. Derfor mener EU-parlamentet, at EU-kimmissionen har svigtet og kræver nu, at de får det ordnet og tvinger dem til det ved lovgivning.
Se også: Find mobiltelefoner med hurtig opladning
Apple med i fælles aftale udnyttede smuthul
For over ti år siden, nemlig i 2009, underskrev en række producenter, herunder Apple, Nokia og Samsung, en aftale, hvori de lovede at lave opladere, der er kompatible med micro-USB.
Apple valgte imidlertid at udnytte et smuthul i aftalen, der gjorde det muligt for dem at introducere Lightning-stikket i 2012. Så længe Apple også producerer og sælger adaptere til micro-USB, har de ikke brudt aftalen og kan benytte lightning-stik til for eksempel iPhone.
Se også: Nyheder om opladere