Apples VP for teknologi hopper med på Team Apple Car
Apples VP for teknologi, Kevin Lynch, der er en af hovedmændene bag Apple Watch, skal ifølge Business Insider nu være med i Apple Car-projektet. Lynch kom til Apple fra Adobe i 2013 og skal have en førende rolle i Car-projektet, der har været i gang i hele den periode, han har arbejdet for Apple.
Apple Car – Project Titan – er populært emne blandt rygtesmede
I dag ligger Apple Car-projektet under Apples chef for AI og machine learning, John Giannandrea, der overtog chefrollen efter Bob Mansfield i 2020. Projektet, der også går under navnet Project Titan, har været populært blandt rygtesmede siden midten af 2010’erne.
Det er ikke helt klart, hvilken vej Apple har tænkt sig at gå med det hele og på det seneste har vi hørt, at forsøg på at indgå samarbejde med etablerede bilproducenter som Hyundai og Nissan faldt på mållinjen.
De nyeste rygter om Apples bilprojekt hævder, at Apple nu vil indgå i samarbejde med kontraktproducenter som Foxconn eller Magna International om at konstruere bilen.
Se også: Find priser på Apples produkter
Apples bil kan blive klar mellem 2025 og 2028
Den færdige Apple Car forventes at komme på markedet en gang mellem 2025 og 2028. Det skal være en elektrisk bil med selvkørende teknologi.
Det har været en temmelig kringlet vej for Apple Car. For nylig hørte vi, at flere topledere i teamet har forladt projektet inden for de seneste måneder. Af de mange hundrede ingeniører, der er med i projektet, siges at flere af de ledende har kastet håndklædet i ringen bare i 2021.
Se også: Bredbånd i bilen
Kevin Lynch skal sikre mere stabilitet
Det kan være, Kevin Lynch er tænkt at skulle bidrage med lidt stabilitet. Han har været med til at lancere Apples seneste store produktlinje, så han har helt sikkert erfaring at bidrage med.
Ikke helt overraskende er Apple ikke ligefrem åbne omkring projektet og planerne for Apple Car. Tidligere i år sagde CEO Tim Cook i et interview, at han ”can’t comment on rumors and so forth.”
Intervieweren svarede med at sige, at han jo kunne kommentere, hvis han ville, hvorefter Apple-chefen sagde: ”you’re right. I choose not to. Touché.”
Se også: Nyheder om Apple Car