Batterier i smartphones er stadig et problem – men hvorfor går udviklingen så langsom?
Nu har mobiltelefonen efterhånden været på markedet i mange år. Og selvom vi modregner den spæde start – hvor en mobil var en kuffert, der kostede en årsløn – har mobiltelefonen virkelig været i handlen i mange år.
Alligevel er det, som de fleste oplever problemer med, deres batteri. Ikke så meget det avancerede kamera eller telefonens evne til at gå på nettet – nej, noget så simpelt som at holde strøm.
Hvorfor er batterier til smartphones ikke blevet bedre?
Man skulle efterhånden tro – i 2017 – at vi havde lært at lave batterier, der kan holde en moderne telefon kørende i mere end en dag. Men ok; Donald Trump er præsident i USA, der er stadig krig i Mellemøsten og polerne smelter. Vi har måske større problemer/udfordringer end smartphone batterier. Desværre.
Men når det er sagt, så er det da påfaldende, at batterier ikke er blevet bedre. Svaret er, at det er de også. Meget bedre, faktisk. Hvis man ser på kapaciteten i et batteri til en smartphone i dag, og sammenligner det med et mobilbatteri fra en Nokia 3210, f.eks., ville det i teorien svare til, at Nokia 3210’eren ville kunne holde strøm i over en måned. Også selvom den blev brugt.
Men forskellen på smartphones og andet hverdagselektronik, er at det ikke er så let at skifte batteri i sin smartphone. Der findes masser af steder, man kan købe nye originale batterier til diverse modeller, men udover selve batteriet skal man også foretage en mindre operation, og det er der mange, der ikke vil give sig i kast med.
Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid
Forklaringen er åbenlys
Man kan ryste på hovedet alt det, man vil, men forklaringen på batteriproblematikken er åbenlys. Desto mere vi kræver af vores telefoner, desto mere strøm bruger de. Og fordi vi også går op i æstetik og design, gælder det (i øjeblikket) om, at lave telefonerne så tynde som muligt.
Dermed er der meget mindre plads til batterierne, og således indskrænkes deres kapacitet. Det er nok også en del af forklaringen til, hvorfor man ikke bare lige kan skifte sit batteri, ligesom man kunne i gamle dage.
Hvis vi bare lige kunne vippe bag- eller forside af mobilen, tage batteriet ud og sætte et nyt i, så ville det næppe være batterikapaciteten, der ville blive diskuteret igen og igen.
Se også: Sammenlign priser på mobiltelefoner
Batteriteknologien er under udvikling
Det er ikke kun i mobiltelefoner, at batterikapaciteten er en udfordring. Elektriske biler bliver mere og mere populære, og her bruges batterier. Men hvis vi tager den populære Tesla S, som af mange er anset som den bedste elbil på markedet, så har den (i praksis) kun en rækkevidde på omkring 300 kilometer. Andre biler i samme størrelse har en tankkapacitet på ca. 60 liter brændstof, hvilket vil svare til, at Teslaen kun kører ca. 5 kilometer på literen.
Helt så sort/hvidt kan man selvfølgelig ikke stille regnestykket op, men faktum er dog, at batterierne er i en udvikling, men at det endnu er meget dyrt, at få mærkbare forbedringer af batterier.
Men det skal nok komme. Spørgsmålet er så bare, om vores krav til mobilerne er steget tilsvarende, så kapaciteten i timer/dage reelt vil være den samme?
Se også: Nyheder om mobilbatterier