Brevkasse: Er det en fordel at vælge 2G til bedre mobildækning?

Får man bedre mobildækning til tale ved at vælge 2G som netværkstilstand i stedet for 4G eller 3G? Nej, lyder svaret i Mobils brevkasse - ikke i Danmark i hvert fald.

Brevkasse: Er det en fordel at vælge 2G til bedre mobildækning?

En læser spørger til, om det kan være en fordel af vælge 2G som foretrukken netværkstilstand, hvis man er et sted med dårlig mobildækning, da 2G master har længere rækkevidde end 3G og 4G. Se mobil.nus svar her i vores brevkasse.

 

Hvordan får man automatisk bedste mobildækning?

Spørgsmål:

Tidligere kunne det være en fordel at vælge 2G som primære netværkstilstand for at få den bedst mulige mobildækning til tale, den gang 3G og senere 4G ikke var så godt udbygget. 2G dækker over længere afstande, har jeg i hvert fald fået fortalt. Er det stadig en fordel at vælge 2G, hvis man er i område med dårlig mobildækning?

 

Svar:

Vi har allieret os med Telias netværksekspert Anders-Morten Godsk, der er Senior Mobile Service Architect og vores svar på dette spørgsmål er baseret på hans kommentarer.

Det er korrekt, at det var sådan tidligere, men i dag er 3G og 4G meget forbedret, når vi taler dækning og i Danmark er mobilnettet ekstremt godt udbygget. 2G-master har typisk en rækkevidde på 37 kilometer, 3G 20 kilometer og 4G 10 eller 15 kilometer. På landet er der 4-8 kilometers afstand mellem masterne, der stort set alle har 4G og 3G og i byerne er der typisk 5-600 meters afstand mellem masterne.

Derfor giver det faktisk ingen mening at vælge 2G som foretrukken netværkstilstand. Det, man blot skal gøre, er at sætte telefonen til automatisk selv at vælge den bedste forbindelsestype. Netværket registrerer selv, om det er bedst at vælge 4G, 3G eller 2G og på den måde får man den bedste opkobling.

Det kan give mening at vælge 2G som foretrukken netværkstilstand i udlandet, hvis man er steder med dårlig dækning. 3G og 4G dækningen er ofte ikke så godt udbygget over alt i udlandet som i Danmark. Sejler man ligeledes med både i de danske farvande, kan det også være en fordel at vælge 2G som foretrukken netværkstilstand, da man så får en længere rækkevidde fra land ud på vandet.

– Steen Jørgensen, mobilekspert

Se også: Mobiltelefoner med bedste antenne

Skriv til mobil.nus brevkasse

Brænder du inde med et spørgsmål om stort set hvad som helst tech- og særligt mobilrelateret, så skriv til vores brevkasse. Vi forsøger at besvare alle spørgsmål efter bedste evne og fra tid til anden vælger vi også et spørgsmål ud til vores hjemmeside. Vi sørger for, at alle spørgsmål holdes anonyme, så det er bare at spørge løs – vi sidder klar ved tasterne. Du skriver til os på info@mobilaps.dk eller på vores Facebook side – det gør du her.

Se også:  Guide til de bedste telefoner