Brevkasse: Hvor får man det billigste abonnement til børn?
En læser har to børn, der skal have deres første mobil og dermed også første mobilabonnement – det spørgsmål han så brænder inde med er: Hvilket teleselskab har det billigste mobilabonnement til børn – eller i hvert fald til sine børn, der skal have en dumbphone og som vil have et meget lille forbrug? Se mobil.nus svar.
Hvilket teleselskab har det billigste mobilabonnement til børn?
Spørgsmål:
Mine børn skal til at have deres første mobil – kan I fortælle, hvor man kan få det billigste abonnement, når man skal have total minimal abonnement til børn på ti år og deres første mobil ikke er en smartphone, men bare en helt gammeldags klassisk mobiltelefon med lille skærm og tryktaster? De skal ikke Google noget, streame musik og video eller game – de skal bare kunne sms’e og ringe og deres forbrug bliver meget minimalt.
Se også: Mobiltelefoner til børn
Svar:
Det lyder som om, du skal gå gå efter et forbrugsafregnet abonnement til dine børn. Sådan et koster fra 10 kroner og op alt efter hvilket teleselskab du vælger. Man betaler så fast for eksempel 19 kroner om måneden plus betaling for ens forbrug. Minut- sms- og datapriserne varierer fra selskab til selskab og kan også afhænge af, hvor meget man betaler fast i månedsabonnement.
For eksempel kan vi se hos Oister, at de har abonnementspris på 19 kroner. Man betaler så 40 øre per minut, man taler (og husk at det er kun når man selv ringer op, at man betaler), sms’er koster 10 øre stykket, mms’er 1 krone stykke og data 4 øre per MB. Se mere hos Oister her.
CBB Mobil har ligeledes en løsning til 19 kroner i fast månedspris og de tager 1 krone per MB, 59 øre per minut man taler og 14 øre per sms. Se mere hos CBB her.
OK Mobil ser dog ud til at have det bedste forbrugsafregnede abonnement. OK Mobil Basis kræver et minimumsforbrug på 10 kroner om måneden. Bruger du for eksempel kun 6 kroner på en måned, trækker OK Mobil 4 kroner fra din saldo, så dit forbrug når 10 kroner. Bruger du mere end 10 kroner., trækker OK Mobil kun, hvad der svarer til dit forbrug. OK Mobil takserer 59 øre per minut, 8 øre per sms og 1 krone per mms og 49 øre per MB data.
Forventer du, at dine børn skal bruge lidt data ind i mellem, så er det nok Oister, der vil være billigst, da deres datapris per MB er 4 øre. Men som du beskriver det, virker det til, at du bør vælge OK Mobils forbrugsafregnede abonnement.
Hvis dine børn på et tidspunkt får behov for en anden type mobilabonnement med en vis mængde tale og data inkluderet hver måned, så kan du sammenligne mobilabonnementer til børn på mobilkunden.dk.
/Steen Jørgensen, mobilekspert
Se også: Mobilabonnementer til børn
Skriv til mobil.nus brevkasse
Brænder du inde med et spørgsmål om stort set hvad som helst tech- og særligt mobilrelateret, så skriv til vores brevkasse. Vi forsøger at besvare alle spørgsmål efter bedste evne og fra tid til anden vælger vi også et spørgsmål ud til vores hjemmeside. Vi sørger for, at alle spørgsmål holdes anonyme, så det er bare at spørge løs – vi sidder klar ved tasterne. Du skriver til os på info@mobilaps.dk eller på vores Facebook side – det gør du her.
Se også: Online mobilrådgivning