Brexit: Kan jeg bruge min mobil i England når de er ude af EU?

I dag træder England ud af EU og det kan få konsekvenser for vores brug af mobilen uden roaming i England. Se, om du kan bruge mobilen uden roaming-afgift i England efter Brexit.

Brexit: Kan jeg bruge min mobil i England når de er ude af EU?

Hvert år rejser tusindvis af danskere til England og siden sommeren 2017 har det været muligt at bruge løs af mobilen i England – og EU generelt for den sags skyld – uden at skulle tænke på roaming-afgifter. Det kan muligvis ændre sig, nu hvor England træder ud af EU.

Englands udtrædelse af EU kaldes populært for Brexit og den træder i kraft i dag. Der er dog en overgangsfase, hvor praktisk talt alle handelsaftaler og juridiske aftaler med EU i det hele taget vil fortsætte – den overgangsfase kører 2020 ud. Det gælder også for EU’s roaming-regler. Så rejser du til England her i 2020, kan du trygt bruge din mobil uden at skulle frygte en skyhøj mobilregning på grund af roaming-afgifter.

 

Kan man bruge sin mobil i England efter udtrædelsen af EU?

Fra og med 2021 kan tingene dog ændre sig.  Kommer der ikke en aftale om de økonomiske forhold mellem England og EU, så kan det betyde, at roaming-reglerne ophører i England eller begrænses.

Det betyder, at teleselskaberne kan vælge at indføre roaming-afgift ved brug af mobilen i England fra og med 2021. Spørgsmålet er så, om de vil gøre det, hvis de får muligheden.

Se også: Find mobilabonnement du kan bruge i udlandet

 

Teleselskabet 3

På vores forespørgsel om emnet oplyser 3s pressekonsulent, Cecilie Bruun Iversen, dette kortfattede svar:

“UK forbliver en del af 3LikeHome, også efter overgangsperioden”.

 

Telia

Telias pressechef Mads Houe oplyser følgende til mobil.nu:

“Der er ingen ændringer i 2020. Hvordan verden ser ud mht mobilbrug/roaming i England fra 2021 er for tidligt at sige – det afhænger bla af beslutninger fra politisk hold, EU-kommisionen m.m.”

 

YouSee

YouSees Kommunikationsrådgiver, Mai-Britt Noe fortæller om situationen hos YouSee:

“Vi har ingen planer om at ændre på vores nuværende løsninger, så vores kunder kan forsat bruge deres mobil i Storbritannien uden ekstraomkostninger – uafhængigt af Brexit. Sådan ønsker vi det fortsætter, men det er endnu for tidligt at sige, om vores aftaler med de britiske operatører vil ændre sig på længere sigt“.

Telenor

Vi afventer svar fra Telenor om, hvordan de forholder sig til situationen med roaming i England, når de er helt ude af EU ved udgangen af 2020. Vi opdaterer artiklen, så snart vi får svar fra Telenor.

Se også: Nyheder om roaming