Nu slukkes DAB-signalet: Tjek om din DAB-radio er klar til DAB+
Så er det på søndag det sker – der slukkes for det gamle DAB-signal, der erstattes af DAB+. Det betyder, at rigtig mange DAB-radioer skal genindstilles, mens op mod 400.000 ældre DAB-radioer i Danmark skal skiftes ud – op mod 45 procent af alle danske hjem har en DAB-radio.
Se også: Hvordan tester man om ens DAB radio har DAB+?
op mod 400.000 DAB-radioer ikke klar til DAB+
Er din radio købt efter 2012, er den klar til DAB+-signalet og skal blot genindstilles. Et sted mellem 200.000 og 400.000 DAB-radioer af ældre dato vil dog ikke være i stand til at tage det nye DAB+-format.
“Heldigvis er hovedparten af DAB-radioerne i de danske hjem klar til DAB+. Men som det er tilfældet med de fleste teknologiskift, medfører overgangen til det nye radioformat, at en del DAB-radioer ikke fungerer efter den 1. oktober. Hvis man vil sikre sig mod radiotavshed, bør man allerede nu tjekke sin radio, siger Tobias Enné, talsmand for kampagnesekretariatet Mere Radio, som står bag oplysningskampagnen for det nye radioformat.
Se også: Priser på DAB+ radioer
Sådan ser du om din DAB-radio er klar til DAB+
Tobias Enné forklarer, at hvis man har en DAB-radio derhjemme, kan man formentlig se, om det er en DAB+ model eller en af de gamle udgaver, man har stående.
“Mange radioer har et DAB+ mærke på forsiden eller i bunden. Kan du ikke finde sådan et mærke, er en anden mulighed at lave en autotuning af kanalerne på din radio og tjekke, om du kan høre en eller flere af P4s regionale kanaler på radioen. Hvis du kan det, er du klar til DAB+”.
Hvis DR’s radiokanaler optræder to gange på din radio, skal du indstille din radio på ny. Sluk for strømmen og lad din radio stå i 5-10 minutter og tænd derefter. Hvis det ikke virker, kan du tjekke radioens brugermanuel og læse, hvordan du gendanner fabriksindstillingerne. Ellers skal du kontakte din forhandler.
Er din DAB-radio købt efter 2012, er den klar til DAB+. Hvis din DAB-radio er købt før 2012, kan den fortsat være funktionsdygtig på DAB+. Det kræver, at du køber en DAB+-adapter til din nuværende DAB-radio eller dit anlæg med indbygget DAB.
Se også: Nyheder om DAB+