Ericsson: Effektivisering og 5G-aftaler vender milliardunderskud til milliardoverskud på ét år
Ericsson kan fremvise et godt regnskab for 4. kvartal 2019 takket være en god vækst i Asien og Mellemøsten, mens de faktisk tabte lidt terræn i USA.
Fra 6,5 milliarder i underskud til 4,5 milliarder i overskud på et år
Ericsson kom således ud af 4. kvartal 2019 med et overskud på 4,5 milliarder svenske kroner, cirka 3,2 milliarder danske kroner, hvilket er en massiv fremgang i forhold til samme periode sidste år med et underskud på cirka 6,5 milliarder svenske kroner, cirka 4,6 milliarder kroner.
Omsætningen i 4. kvartal 2019 steg fire procent til 66,4 milliarder svenske kroner, svarende til 46,7 milliarder danske kroner.
Ericsson havde ved udgangen af 2019 indgået 78 kommercielle 5G-aftaler. Ericssons topchef Borje Ekholm, forklarer, at de har fokuseret på øget investeringer i R&D kombineret med fokus på øget effektivitet. “Vi har igen den teknologiske førertrøje, vi har tilbageerobret tidligere tabt terræn på flere markeder og vi har forbedret de finansielle resultater”.
Se også: Hvilke 5G telefoner er i Danmark?
Usikkerhed i USA og 5G-problemer i Europa
I et interview med Mobile World Live, forklarede Ericssons netværkschef, Fredrik Jejdling, at selskabet har fået en virkelig god start på 5G, men at de har oplevet et fald i væksten i USA. Årsagen til dette skyldtes primært usikkerhed omkring den potentielle sammenlægning af Sprint og T-Mobile US, som begge er kunder hos Ericsson. Ericsson holder dog fast i, at fundamentet er stærkt i USA og at det nok skal vende til det positive igen på den kant, når 5G for alvor tager fart.
Jejdling lovpriser i øvrigt 5G-udrulningen på det asiatiske marked med blandt andet Sydkorea og Japan som de tunge spillere for Ericsson, mens han ser udfordringer med 5G-salget på det europæiske marked.
Tilbage i februar 2019 beklagede Ericsson-chefer sig over, at det tog for lang tid at gøre 5G-spektrum tilgængeligt i Europa og det er ikke en situation, der har ændret sig lyder det. “Ser man på RAN-markedet [radio access network-markedet, red.] så vokser det europæiske ikke”, forklarer Jejdling. Han kalder Europa for en problematisk region med begrænset 5G-spektrum i de fleste lande, hvilket forsinker udrulningen.
Se også: Nyheder om Ericsson