Facebook afviser nye anklager om datadeling: “Det er ikke sandt”

"Vi har ikke uden folks viden delt brugernes private data med virksomheder" siger Facebook og kalder nye anklager fra New York Times for "ikke sande".

Facebook afviser nye anklager om datadeling: “Det er ikke sandt”

Det er Facebooks opfattelse, at New York Times’ afsløring af, at Facebook uhindret har delt data med op mod 150 selskaber, skaber et misvisende billede af vigtige dele af sagen. I følge New York Times skulle Facebook have delt persondata med selskaber som Netflix, Spotify, Microsoft og Amazon uden brugernes tilsagn.

Men det er altså løgn, lyder det fra Facebook i en mail til mobil.nu.

Se også: Brug Facebook på mobilen uden app

 

Facebook: Ikke sandt at vi deler brugerdata uden folks viden

“Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at det ikke er sandt, at Facebook har delt brugeres private meddelelser til partnere uden deres vidende. Partnerfirmaer har kun fået adgang til brugeres private beskeder, hvis brugerne eksplicit har logget ind via Facebook for at kunne bruge partnerfirmaets messaging-feature. Det er en hyppigt brugt funktion indenfor IT – det er eksempelvis det samme, som når Mac-brugere benytter Apple’s mail-app til at kunne læse, skrive og slette mails.

Vi mener, at der i dækningen af denne sag derfor er en misforståelse af, hvad “access” indebærer:

For at brugere har kunnet skrive en besked til en Facebook-ven via Spotify, har Spotify fået “write access”; for at brugere har kunnet læse beskederne fra deres venner, har Spotify fået “read access”; og endelig betyder “delete access”, at hvis du har slettet en Facebook-besked på Spotify, ville den også blive slettet på Facebook. Der har altså ikke været nogen tredjepart, der har læst private beskeder eller skrevet til venner uden din tilladelse. Mange nyhedshistorier antyder, at vi har videresendt private beskeder til partnere, hvilket altså ikke er korrekt”.

Ikke muligt i tre år

Facebook forklarer også, at brugerne har kunnet sende beskeder til deres venner om, hvad de lytter til på Spotify eller ser på Netflix, dele mapper i Dropbox eller få kvitteringer fra pengeoverførsler. “Disse muligheder blev offentligt debateret. Og de var kun tilgængelige, når brugerne var logget ind på disse tjenester med Facebook. Det var eksperimentelle muligheder og de har været lukket ned i næsten tre år”, slår Facebook fast.

Se også: Nyheder om Facebook