Facebook ventede to uger med at fortælle ansatte om stjålet løndata
Mark Zuckerberg og hans Facebook gør det nogle gange svært at synes om dem. Vi har hørt en del lyssky ting om Facebook og Zuckerbergs beslutninger de seneste år, og nu er en ny historie dukket op. Denne gang handler det om, at selskabet ventede i to uger med at fortælle omkring 29.000 nuværende og tidligere ansatte om tyveri af deres personlige data.
Facebook ventede to uger med at fortælle persondata var stjålet
Bloomberg fortæller, at krypterede harddrives med lønoplysninger for hele 2018 blev stjålet fra en bil i november i år. Bilen tilhørte en ansat i Facebooks økonomiafdeling. Men først efter tolv dage blev det opdaget at lønoplysningerne lå på de pågældende harddrives og derefter gik der yderligere to uger, inden de berørte fik besked.
En talsperson fra Facebook har overfor Mashable bekræftet, at tyveriet har fundet sted, men slår samtidig fast, at man ikke mener, tyvene gik efter netop de oplysninger. Talspersonen meddeler også, at man ikke har fundet tegn på, at oplysningerne er blevet misbrugt, og at der simpelthen er tale om et almindeligt indbrud og ikke bevidst forsøg på at få fat i følsomme oplysninger.
Hvordan landet end ligger med hensyn til det, kan man ikke lukke øjnene for, at tyvene fik en del uheldige oplysninger med sig. På harddrivene lå navne på de ansatte samt kontonumre, dele af personnumre, lønsum, bonusser og information om aktier.
Se også: Billig mobilabonnement til små virksomheder
Facebook tilbyder særlig hjælp til de berørte
Udover at samarbejde med politi om at opklare det hele, tilbyder Facebook de berørte ansatte det, de kalder ”free identity theft and credit monitoring services”. Spørgsmålet er, om det kan kaldes et plaster på såret.
Efter Cambridge Analytica-skandalen i 2018 skrev Mark Zuckerberg, at Facebook har et ansvar for at beskytte brugernes data, og at hvis de ikke kan klare den opgave, så fortjener de ikke sine brugere. Lige nu sidder der nok en ansat eller to og ønsker, at det også var en garanti, der gjaldt i denne slags situationer.
Se også: Nyheder om Facebook