Forældre foretrækker selfies af sig selv frem for billeder af børnene

Når danske forældre smider billeder op på sociale medier, så er det typisk selfies – altså billeder af dem selv. Først derefter kommer billeder af børnene.

Forældre foretrækker selfies af sig selv frem for billeder af børnene

Hvad er værst at blive præsenteret for på sociale medier? Billeder af børn, der laver et eller andet ”skørt” eller selfies af voksne med alle mulige motiver i baggrunden? I hvert fald er det de to motiver, danske forældre oftest deler på sociale medier, viser en ny undersøgelse fra Epinion foretaget for Telenor.

Lidt overraskende er det måske, at det faktisk er selfies, som de danske forældre oftest deler på Facebook, Instagram og Snapchat. Undersøgelsen viser, at forældre med hjemmeboende børn oftere deler billeder af sig selv på sociale medier, end de deler billeder af deres børn. Således deler 74 % af danske forældre billeder af sig selv på sociale medier, mens 60 % deler billeder af deres børn.

Dermed viger billeder af vores nære relationer og foodies (billeder af mad), til fordel for selvportrættet, når vi deler billeder på sociale medier.

Se også: De bedste mobiltelefoner til selfies

Ekspert: Vi søger anerkendelse via selfies

”Når den ældre generation med hjemmeboende børn overtager selfierne så markant skyldes det, at de såkaldt digitalt indfødte, altså de der er født omkring 1993 og derefter, har et afslappet forhold til de digitale muligheder og til uploads på de sociale medier. Den ældre generation lærer af den yngre, blot ikke det afslappede forhold. Helle Thorning Schmidt sagde, at hun havde lært at tage selfier af sine døtre i forbindelse med den berømte selfie af hende, Cameron og Obama. Den ældre generation vil se sig selv og mærke omgivelsernes reaktion på billedet af sig selv. Heri ligger det projekt, som er indbefattet alle selvportrætter uanset tid, nemlig at holde et billede frem af sig selv blive accepteret af omverdenen, få anerkendelse og også lære sig selv bedre at kende” siger Bent Fausing, lektor, Ph.d. i æstetik og visuel kommunikation i moderne medier ved Københavns Universitet.

Se også: Sådan tager du de bedste selfie billeder

 

Fortæller med selfies i stedet for at ringe

Telenors kommercielle direktør Lars Thomsen mener også, at det at tage en selfie er blevet lige så almindeligt som at foretage et opkald.

”Hvor vi tidligere så, at man ringede eller skrev en sms for at fortælle ens omgangskreds, hvad man lavede, ser vi nu, at man i højere grad benytter uploads af billeder til samme formål”.

Se også: Sammenlign tilbud på mobiltelefoner

Facebook klart mest dominerende

Blandt forældre med hjemmeboende børn er Facebook i øvrigt og ikke overraskende klart den foretrukne platform til at dele oplevelser og følge med i venners og bekendtes liv. Andre billeddelingstjenester som Instagram og Snapchat er også ved at få tag i forældregenerationen, men springet op til Facebook er stadig stort.

94 procent af danske forældre bruger Facebook til at dele billeder på, 28 procent bruger Instagram og 14 procent benytter sig af Snapchat. Resten er fordelt på sociale medier som Twitter, Flickr, Tumblr, Pinterest.