Frit fald: Angry Birds har tabt 63 millioner spillere på to år
Angry Birds er stadig spillet, som mange tænker på, hvis man beder folk nævne et mobilspil, der virkelig brød igennem til et mainstream-publikum. I dag er det stadig blandt de mest populære spil i verden med over 200 millioner brugere om måneden. Alligevel må der være grund til bekymring hos folkene hos Rovio, der står bag spillet.
Angry Birds har nemlig tabt 63 millioner spillere siden 2012, hvor spillet havde 263 millioner brugere om måneden. Det afslørede Rovio selv i forbindelse med præsentation af regnskabsåret 2012. Da Rovio præsenterede tallene for regnskabsårets 2013 oplyste de ingen brugertal, men de er nu kommet frem.
Det er Rovio selv, der har fremlagt tallene forud for konferencen Brand Licensing Europe I London i næste uge.
Angry Birds kommer efterhånden i mange forskellige versioner, og til trods for at markedet ser ud til være blevet mættet, så har Rovio fået ros for deres måde at forny spillet på gennem samarbejder og har blandt andet lavet en rost Star Wars-version.
Angry Birds-spillene er downloaded mere end 2 milliarder gange. De fleste spil er gratis-spil, hvor man så kan købe sig til ekstra hjælpemidler.
Trods nedgangen i antallet af brugere omsatte Rovio trods alt for over 1,1 milliarder kroner i 2013. 47 procent af omsætningen kommer fra selskabets andre produkter som legetøj, bøger, tøj og lignende.