Google får ny milliardbøde af EU  – den tredje på tre år

EU kommissionen med danske Margrethe Vestager i spidsen har givet Google den tredje bøde på tre år - denne gang på 11 milliarder kroner.

Google får ny milliardbøde af EU  – den tredje på tre år

EU-Kommissionen har i dag pålagt Google endnu en to-cifret milliardbøde for brud på EU’s konkurrenceregler.

EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, forklarer i en pressemeddelelse, at Google har misbrugt sin dominerende position på markedet til at forhandle netannoncer.

 

Google får bøde på 11 milliarder kroner for misbrug af magtposition

“Google har cementeret sin dominans inden for netannoncer og skærmet sig selv mod pres fra konkurrenter ved at indføre anti-konkurrence restriktioner over for tredjepartshjemmesider. Dette er ulovligt ifølge EU’s konkurrenceregler”, forklarer Margrethe Vestager

Margrethe Vestager forklarer, at dette har stået på i mere end 10 år og bevirket, at andre virksomheder ikke har haft muligheden for at innovere på området.

Forseelsen udløser en bøde på 1,49 milliarder euro, hvilket svarer til omkring 11 milliarder danske kroner. Sagen mod Google startede i sommeren 2016 og Google er i mellemtiden stoppet med denne konkurrenceforvridende ageren, lyder det.

Se også: Priser på Android mobiler

 

Tre kæmpe bøder på tre år

Der går efterhånden ikke et år, uden at Google får en stor bøde af EU. Sidste år fik søge-giganten en bøde på 32 milliarder kroner, mens de i 2017 fik en bøde på 18 milliarder kroner. Bøderne blev udstedt på grund af konkurrenceforvridende brug af Google Shopping og Android.

Google omsatte for 136 milliarder dollars i 2018 og kom ud af seneste kvartal med et overskud på 8,94 milliarder dollars.

Se også: Nyheder om EU vs Google