Huawei også først klar med 5G i Danmark i 2020

Huawei satser på at kunne præsentere 5G i lande som Japan og Tyskland i 2018, mens vi skal hen til 2020, inden de ruller 5G ud i Danmark.

Huawei også først klar med 5G i Danmark i 2020

I går kunne vi skrive om Telia og Ericssons planer for første fase af 5G-udrulningen – den kommer til at ske i Stockholm i Sverige og Tallinn i Estland i 2018. København var med i tankerne, men blev altså fundet for let og må vente til 2020, som de fleste andre lande.

Det ærgrede Adam Lebech, branchedirektør i DI Digital, at København blev siet fra, da 5G er vigtigt for vores økonomi og vores opkoblede samfund med tingenes internet / Internet of Things. Lebech håber, at de danske politikere i fremtiden vil arbejde på at få Danmark helt i front, når det gælder netværk og informationsteknologi.

Men nu er Telia og Ericsson ikke de eneste med mobile netværk som business-område, også Huawei er en vigtig spiller herhjemme på netværksdelen, hvor de blandt andet står bag mobilnetværkene hos TDC og 3.

Se også: Derfor er 5G afgørende for tingenes internet

 

Huawei: Danmark ikke med på første bølge af 5G

Huawei har dog heller ingen planer om at rulle 5G ud i Danmark som et af de allerførste lande, forklarer Signe Wagner, kommunikationschef i Huawei, til mobil.nu.

Huawei har udviklingscenter i blandt andet München i Tyskland, hvor de har et tæt samarbejde med Deutsche Telekom og Huawei arbejder også tæt sammen med japanske DoCoMo og derfor vil de formentlig starte med at rulle 5G ud i Tyskland og Japan som de første lande, lyder det fra Signe Wagner. Det vil formentlig også ske i 2018. Danmark kommer så med på den store 5G-bølge i løbet af 2020.

Signe Wagner understreger dog, at Huawei bruger Danmark til andre test af nye teknologier, blandt andet skal de levere 1 Gbit bredbånd til 50 procent af de danske husstande senest ved udgangen af 2017 gennem samarbejde med TDC. Det sker ved, at TDC som det første teleselskab i verden opgraderer et helt kabelnet til Giga COAX og dermed kan tilbyde superhastigheder over kabelnetværk – og det sker altså med hjælp fra Huawei.

Se også: Mobilabonnementer med hurtig 4G

 

Investerer 600 milliarder dollar i 5G

Signe Wagner forklarer samtidig, at Huawei kommer til at investere 600 milliarder dollars i 5G-udviklingen frem til og med 2018.

Se også: Nyheder om 5G