iPhone står for næsten hele tilbagegangen i smartphone-salget på globalt plan

Mobilsalget i 2. kvartal faldt samlet med 8 millioner enheder - og Apple står for næsten hele tilbagegangen og oplever markant fald i salget.

iPhone står for næsten hele tilbagegangen i smartphone-salget på globalt plan

Samsung og Huawei øgede deres globale markedsandel i 2. kvartal 2019, men det gik markant tilbage for Apples iPhone. Det viser nyeste tal fra IDC, der også slår fast, at smartphone-salget generelt faldt med 2,3 procent – det svarer til cirka 8 millioner færre solgte telefoner.

 

Apple ramt af stort fald i salget af iPhone

Men det går altså dårligere for nogle end andre. For eksempel mener IDC, at Apple kun solgte 33,8 millioner telefoner i andet kvartal 2019, hvilket er en tilbagegang på cirka 7,5 millioner sammenlignet med samme kvartal 2018. I følge IDC’ tal svarer det altså næsten til hele det samlede smartphone-fald i årets andet kvartal. Apples markedsandel i andet kvartal 2019 landede dermed på 10,1 procent, et fald fra 12,7 procent i andet kvartal 2018.

Xiaomi og Oppo haler dermed ind på Apple, der henholdsvis har en markedsandele på 9,7 og 8,9 procent. Xiaomi gik faktisk o,2 procent tilbage, mens Oppo gik 0,3 procent frem.

Se også: Find bedste priser på mobiltelefoner

 

Samsung og Huawei vokser

Samsung er stadig størst med en markedsandel på 22,7 procent, mens Huawei lander på 17,6 procent. Deres markedsandel voksede med henholdvis 5,5 og 8,3 procent. Samsung solgte 75,5 millioner telefoner i kvartalet, mens Huawei solgte 58,7 millioner telefoner. Huaweis mobilsalg steg med 4,5 millioner enheder, mens Samsungs solgte fire millioner flere enheder i 2. kvartal 2019 sammenlignet med andet kvartal 2018.

I følge IDC solgte Samsung ikke så mange premium-telefoner som ventet, mens det er gået rigtig godt for de nye billigere Galaxy A-telefoner, blandt andet A50 og A80. For Huaweis vedkommende lykkedes det dem at holde næsen på skindet i årets andet kvartal trods problemerne med de amerikanske myndigheder og den amerikanske boycot tilbage i maj.

Se også: Test af mobiltelefoner