Så meget af Jorden har Google med i Street View og Earth
Google har de seneste år lagt mange arbejdstimer på at køre rundt og fotografere store dele af vores jordklode, så vi kan kigge på den i Street View og Google Earth. Men hvor meget af kloden er egentlig med? Det har Google nu for første gang afsløret.
98 procent af jordens beboede dele er med i Google Earth
Over 16 millioner kilometer Street View-billeder og over 93 millioner km2 Google Earth-billeder drejer det sig om.
Den slags tal kan være svære at forholde sig til, men for Google Earths vedkommende svarer det ifølge Google til 98 procent af jordens beboede dele.
De mange millioner kilometer Street View giver også Google et stort forspring i forhold til konkurrenter som Apple. Det er først i iOS 13, der kom i år, at Apple Maps har en funktion i stil med Street View, så der er meget at indhente for Apple.
Se også: Bedste pris på mobiltelefoner
Street View er vigtigt for Google Maps
Tallene siger desuden noget om, hvor meget arbejde Google har lagt i at kortlægge Jorden. Det er måske ikke hver dag, man bruger Street View eller Google Earth, men de er begge en vigtig del af Google Maps.
Ethan Russell, chef ved Google Maps, kommenterede da også de offentliggjorte tal med at sige, at netop fotograferingen er kernen i det hele, og at de selv ser det som fundamentet i den proces, det er at skabe Google Maps.
Se også: Nyheder om Google Maps