Kina forbyder regeringsansatte at køre Tesla-biler for at undgå spionage
De elekstriske biler fra Tesla bliver bare mere og mere populære, og mange vil gerne have sig en sådan i garagen. En stor del af attraktionen handler om Teslas futuristiske natur, hvor en række sensorer og kameraer hjælper bilen med at kunne køre selv. Men i Kina er det netop disse sensorer, der har gjort regeringen bekymret.
Tesla-biler forbudt for statsansatte i Kina
Ifølge en artikel fra Wall Street Journal har Kina tilsyneladende vedtaget en ny regel, hvor personer, der arbejder for kinesiske regeringsorganer, militær og statsejede virksomheder, ikke har lov til at køre Tesla-biler.
Det skal have at gøre med bekymringer for, at kameraerne på bilerne kan bruges til at indsamle information om Kina og landets foretagende, og at den information kan havne i USA.
Se også: 5G giver selvkørende biler
Kina vigtigt marked for Tesla
Tesla-direktør Elon Musk har siden besvaret Kinas bekymringer. Ved en virtuel diskussion på et kinesisk forum meddelte Musk, at Tesla allerede ville være blevet lukket, hvis deres biler var blevet brugt til at spionere i Kina eller noget som helst andet sted.
Det er dog ikke så underligt, at Musk er lidt bekymret for denne nye regel. Ifølge Reuters solgte Tesla nemlig 147.445 biler i Kina sidste år, hvilket svarer til 30 procent af det globale salg. Det er med andre ord et marked, Musk og Tesla gerne vil beholde.
Se også: Nyheder om Tesla