Kina forsøgte at straffe EU-lande for Huawei-forbud
Mange har nok håbet på, at 2021 skulle vise sig at være noget andet end 2020, men indtil videre er der ikke meget, der tyder på det. Heller ikke når det gælder Huaweis tilstedeværelse i nyhederne inden for tech-verden. Indtil videre har tech-giganten tilbudt at fungere som rådgiver for den australske regering omkring 6G og har fået en uventet svensk allieret i Ericsson. Ericsson har været ude og sige, at det er skadeligt for konkurrencen og 5G-udrulningen, hvis Huawei ikke får lov at være med.
Kina forsøgte at straffe lande der forbyder Huawei i aftale med EU
Nu er det desuden kommet frem, at kinesiske forhandlere involveret i den omfattende investerings- og handelssaftale mellem EU og Kina i ellevte time har forsøgt at straffe de lande i Europa, der har indført forbud mod Huawei.
Det gjorde de ved at tilføje en klausul, der skulle ekskludere lande med forbud mod Huawei fra lettere adgang til Kinas cloud-marked, det skriver South China Morning Post.
I den nye aftale, kendt som CAI, tillader Kina EU-selskaber at eje op til 50 procent af datacentre og cloud-virksomheder. Som det er i dag, er de sektorer ikke tilgængelige for udenlandske selskaber. De kinesiske embedsmænd tilføjede imidlertid en fodnote, der kunne have nægtet disse fordele for lande, der har indført forbud mod eller begrænset Huawei.
Det ville i så fald have ramt EU-lande som Spanien, Polen, Italien, Tjekkiet og Frankrig. Avisen fortæller desuden, at tilføjelsen dukkede op i et udkast fra 11. december, altså kun to uger inden aftalen blev færdiggjort.
Se også: Find billige telefoner
“Standardtræk fra Kina”
Siden blev fodnoten dog fjernet af forhandlerne fra EU og er ikke at finde i det endelige dokument.
Hervé Jouanjean, tidligere forhandler for EU inden for handel, beskriver hændelsen som et standardtræk fra kinesisk side, hvor de ”prøver at køre over alle” med sprog, der er ”helt uacceptabelt for den anden part.”
Se også: Nyheder om Huawei og EU