Kommentar: Skandaløs afhøring af Mark Zuckerberg om Facebook
Det, der kunne og burde have været en hård og kontant høring i Senatet med Facebooks Mark Zuckerberg blev en tandløs omgang, som Zuckerberg let og elegant kunne sno sig ud af. Zuckerberg skulle stå skoleret over for en række senatorer i det amerikanske senat efter det stod klart, at over 80 millioner Facebook-brugeres data var blevet misbrugt af firmaet Cambridge Analytics til blandt andet at påvirke det amerikanske præsidentvalg med i 2016.
“Hvordan tjener Facebook penge, når brugerne ikke betaler?”
Men hvad sker der, når man lader ældre senatorer, der ikke forstår det mindste af, hvordan internettet fungerer, afhøre stifteren af et 100 procent webbaseret selskab som Facebook, der nærmest har opfundet og i hvert fald redefineret hvordan man kan interagere med hinanden på nettet? Tja, Zuckerberg kunne i hvert fald ganske let sno sig uden om spørgsmål, han ikke lige ønskede at svare på ved at sige, at han ikke forstod spørgsmålet eller at han ikke havde indsigt i lige dét emne og ville være nødt til at vende det med sit team på et senere tidspunkt.
I stedet for, at der var tid til at stille uddybende kritiske spørgsmål, så blev der plads til spørgsmål som ‘Hvordan tjener Facebook penge på noget, som brugerne ikke betaler for?’. En synlig forbløffet Mark Zuckerberg forklarede, at de tjener penge på annoncer.
Se også: WhatsApp gemmer næsten ingen data om brugerne
“Gemmer Facebook data på brugerne?”
En anden senator spurgte til, hvilke kategorier af data Facebook indsamler. Zuckerberg forstår ikke helt, hvad der menes med spørgsmålet og senatoren spørger videre, om Facebook gemmer data på brugerne – Zuckerberg siger, at han ikke rigtig forstår, hvad spørgsmålet refererer til.
Det kan man egentlig ikke fortænke ham i.
Se også: Find bedste priser på smartphones
Absurd ringe viden om internettet
Du kan se en sammenfatning af nogle af de lettere absurde spørgsmål og kommentarer i videoen nederst i artiklen. Jeg fulgte med på et live stream i går aftes og så høringen i Senatet af Mark Zuckerberg. Udover, at det er forbløffende og katastrofalt, at senatorerne vidste så lidt om, hvordan internettet fungerer, så var det også meget besynderligt, at stort set alle senatorer sagde, at de kun havde meget begrænset tid til at stille spørgsmål til Zuckerberg.
Hvis man virkelig mener, at det er så alvorlig en sag, som Facebook er involveret i, og det er alvorligt, så er det virkelig underligt, at der ikke er tid til at stille de spørgsmål, man ønsker – eller endnu bedre, at kyndige internet-specialister havde klædt senatorerne på inden høringen til at stille relevante og kritiske spørgsmål.
Endnu større effekt kunne det formentlig have haft, hvis én person var kørt i stilling til at krydsforhøre Mark Zuckerberg – en person med indblik i, hvordan internettet fungerer og som kunne stille de spørgsmål, der kunne skabe bedre indblik i brugernes sikkerhed på Facebook og måske endda også på nettet generelt.
I stedet blev vi spist af med bovlamme spørgsmål og decideret pinligt blev det, da en senator forklarede, at han havde lovet at nævne sin nevøs navn under høringen, nu hvor han sad i samme rum som Mark Zuckerberg…
Der er ikke noget at sige til, at aktiemarkedet var positivt stemt over for Facebook under og efter høringen, hvor Facebook-aktien steg med 4,5 procent.
Se også: Nyheder om Facebooks dataskandale