IT-kriminelle går efter chefer og ansatte der arbejder i deres ferie
Ansatte udgør en risiko for deres arbejdsplads, når de vil være effektive på ferien og besvare arbejdsmails fra mobilen for det at at tjekke mails på mobilen udgør en større sikkerhedsrisiko end hvis man sidder foran computerskærmen på jobbet.
Det forklarer Peter Granlund, cyberrisiko-ingeniør hos forsikringsselskabet If.
Se også: De bedste antivirus programmer
Chefer og ansatte der arbejder i ferien udgør risiko
“Chefer og medarbejdere, som ikke kan lægge mobilen fra sig på ferien, er en lækkerbisken for hackere og cyberkriminelle” slår Peter Granlund fast og forklarer videre, at skærmvisningen og programmer på telefonen typisk giver mindre detaljerede oplysninger end på computerskærmen. Og når man er i et afslappet feriehumør, er man ofte mindre omhyggelig med at tjekke hvem afsender er, end hvis man er på arbejdspladsen.
Det er samtidig sværere at identificere, hvem der er den reelle afsender, når man læser mails på sin telefon.
“De it-kriminelle har godt styr på, hvornår danskerne holder ferie, og de udnytter ferieperioden til at snige sig ind i virksomhedernes it-systemer. Når man holder ferie, men samtidig holder sig opdateret på arbejds-mailen, bruger man mindre tid på hver enkelt mail. Ofte scanner man bare. Og så går man glip af de små signaler, der indikerer at noget kan være galt”, forklarer Peter Granlund.
Se også: Billig erhvervstelefoni
Falske links og webadresser
Han advarer særligt mod mails med vedhæftede filer og falske links som sikkerhedsrisici. Dokumenter kan indeholde skadeligt indhold og koder, og links kan føre til falske URL’er, som kan udsætte virksomheden for en risiko, hvis man klikker på dem. Komplette webadresser er sværere at læse på en mobilskærm, og det udnytter it-kriminelle, når de laver falske webadresser, som ligner de rigtige.
Man skal også passe på med at vidersende mails fra mobilen, da ferieafløseren kan tolke det som om, man siger god for indholdet og beder ham eller hende gøre noget ved sagen. “Reelt har du måske bare kigget beskeden igennem et par sekunder på stranden eller i en kort pause i indkøbscentret. Korte beskeder kan let blive misforstået”, lyder det fra Peter Granlund.
Se også: Ansatte udgør største hackerrisiko
Tips til bedre sikkerhed på arbejde i ferien
Peter Granlund kommer med en række simple tips til at gøre sikkerheden bedre.
1. Vær skeptisk overfor mails, der har dårligt sprog og begrænsede detaljer, for eksempel om afsenders kundeforhold til din virksomhed.
2. Hvis indholdet af mailen forsøger at presse dig ved meget korte frister, bør du være på vagt.
3. Mails uden kontaktoplysninger, som fysiske adresser og telefonnumre, kan være et tegn på, at noget er galt.
4. Vær skeptisk overfor mærkelige webadresser, der afviger fra hvad der ville være naturligt.
Se også: Nyheder om IT-sikkerhed