Flest ansøger om udskældte lån fra deres smartphone
Unge i dag er mere gældsatte end nogensinde og skylden for dette tillægges de såkaldte kviklån, hvor man inden for 15 minutter kan optage et mindre lån. Lånet er måske bare et par tusind kroner til et nyt tøj, men renten er så høj, at det hurtigt bliver rigtig dyrt at optage og tilbagebetale denne slags lån.
Tidligere ansøgte de fleste om denne type lån derhjemme foran computeren, men nu har smartphones overhalet computeren som den mest brugte vej til at ansøge om små lån. Det viser nye tal fra Ferratum.
Se også: Spar penge på mobilabonnementer
Kviklån fra mobiltelefoner boomer
I januar i år ansøgte 50 procent af Ferratums danske kunder om lån fra deres smartphone. Mens 41 procent sad foran deres computer, da de ansøgte om lån. 9 procent ansøgte via en tablet. Antallet af ansøgninger fra smartphones er således steget med 200 procent på ét år, for tablets er tallet 150 procent. Antallet af ansøgninger fra computeren er steget med 90 procent.
Noget tyder dermed på, at mange ansøger om kviklånene, når de står nede i butikken og har brug for ekstra penge. Ferratum forklarer, at et par svirp med fingrene hen over skærmen og lidt tastearbejde er alt der skal til for at ansøge om et lån.
“Vi kommer forbrugerne i møde med brugervenlige apps og mobiloptimerede hjemmesider, da det er på de bærbare enheder, kampen om kunderne skal udkæmpes”, siger Mikkel Winston, Nordisk direktør i Ferratum.
Se også: Nyheder om kviklån