Logitech chef tror ikke på VR-bølge
Direktøren for Logitech, Bracken Darrel, mener ikke, VR kommer til at slå igennem på det brede marked. ”Jeg vil sige, at VR bliver godt, men begrænset”, udtalte han for nylig til Yahoo Finance ved Web Summit konferencen i Lissabon, Portugal. Blandt årsagerne til hans holdning nævner han, at VR-udstyret er stort og klodset.
Facebook, HTC og Sony på vej med mindre VR-enheder
Ser man på de selskaber, der arbejder med VR, som Facebook, Sony og HTC, kommer de alle med nye og mindre VR-headsets, der også er lettere, end de tidligere versioner har været. Mark Zuckerberg, Facebooks direktør, meldte desuden for nyligt ud, at hans mål er 1 milliard VR-brugere. Samtidig præsenterede han et kommende selvstændigt headset, Oculus Go, der skal komme i begyndelsen af 2018 og koste 200 dollar.
Formålet med det headset er helt klart at bringe VR til det brede marked. Headsettet bliver ikke så kompakt som en smartphone, men dog mindre end tidligere headsets.
Se også: Priser på VR-headset
Tror mere på AR
Darrel mener dog, at en stor gruppe ikke kommer til at bruge VR, før det bliver lige til at stikke i lommen, samt at AR bliver lettere at implementere på det store marked.
”Det er meget enkelt at forestille sig, at AR fungerer sådan, at du tager et par briller på, og at du ikke længere har en skærm på dit bord. Men du ser skærme, og du kan interagere med de skærme, ved at bruge stemmen, ved at bruge tastaturer, ved at bruge hvad du vil. Og så kan du forestille dig at gå ned ad gaden, og så kan man konversere med dig, og se dig, mens du går.” forklarer Darrel. Han mener, at den teknik vil tiltale de fleste, mens det er sværere at forestille sig at tage et VR-headset på og gøre en masse ting med det.
Han er ikke den eneste, der ser VR som mere af en niche, mens AR bliver det almene. Også Forrester Research-analytikere har udtalt dette.
Se også: Guide til virtual reality
Logitech satser på både VR og AR
Logitech vælger dog ikke kun at satse på én hest, og udvikler udstyr, der kan arbejde med både VR og AR. De har for eksempel lige annonceret Logitech Bridge, der fungerer med HTCs Vive. Pointen er, at brugeren ser Logitechs tastaturer i VR-verden, hvilket er smart for de VR-oplevelser, der kræver, at man skriver.
Afslutningsvis siger Darrel dog, at fremtiden er svær at spå om, og at det altid er godt at forberede sig på alternative udviklinger, så man er klar, når det pludselig går hurtigt.
Se også: Nyheder om virtual reality