Lufthavnen i Singapore vil finde passagerer med ansigtsgenkendelse

Singapores roste lufthavn kan snart tage mere drastiske metoder i brug til at finde forsinkede passagerer i lufthavnen.

Lufthavnen i Singapore vil finde passagerer med ansigtsgenkendelse

Vi kender alle situationen, hvor et helt fly fuldt af passagerer sidder og venter på en enkelt sløv padde, der ikke kan få taget sig sammen til at gå til gaten. Okay, af og til er de måske faret vild, men ofte er det nok butikkerne eller en bar, der er årsagen til forsinkelsen.

 

Singapore lufthavn vil bruge ansigtsgenkendelse til at finde passagerer

I Singapores Changi-lufthavn kan dette problem dog snart være en saga blot. De vil nemlig tage hjælp fra ansigtsgenkendelse til at finde de manglende passagerer.

Changi er allerede en af de bedste lufthavne i verden, og nu tager de dette skridt for at undgå de irriterende forsinkelser. De har en tid arbejdet med at finde smarte teknologier, der kan hjælpe med at få det hele til at køre mere flydende og uden problemer. De er allerede begyndt at teste denne nye funktion, der leder efter de forsvundne passagerer. Der skal sættes kameraer op i lamper, og kameraerne leder blandt passagerernes ansigter.

Se også: Bedste tilbud på mobiltelefoner

 

Kan blive klar inden for 1 år

Naturligvis er der en række privatlivsspørgsmål, der rejser sig, når man taler om at lede efter ansigter i en menneskemængde. Steve Lee, der er informationschef ved Changi Airport Group, slår dog også fast, at det hele skal ske med tilladelse fra luftfartsselskaberne. Man må formode, at det ikke er nok, men at der skal hentes tilladelse fra andre instanser også.

Hvis alt går vel, vil lufthavnen kunne benytte funktionen i praksis fra om et års tid.

Et andet spørgsmål rejser sig også. Hvis de så får held af at finde en forsinket passager, der sidder på en bar eller shopper, så er det interessant at se, hvad der så kan gøres for at få passageren til at lette en vis legemsdel og skynde sig hen til flyet. Måske de har en Robocop-lignende robot klar til at håndtere det…

Se også: Nyheder om ansigtsgenkendelse

kilde