Microsoft Flight Simulator har nu også flotte billeder af Danmark
I næste måned bliver Microsoft Flight Simulator lanceret til Xbox Series-konsollerne og som en smuk optakt til det har Asobo Studios tilføjet lidt ekstra godbidder til spillerne. World Update V har lagt fokus på Norden – altså Danmark, Finland, Island, Sverige og Norge og det har resulteret i en række smukke billeder som en tilføjelse til den allerede visuelt imponerende titel.
Microsoft Flight Simulator til Danmark og Norden
En kort trailer viser nogle af disse fantastiske billeder, ikke mindst af betagende fjorde og landskaber men også mere bymæssige områder og detaljeret arkitektur, så man kan flyve rundt og se på alt fra gamle slotte til moderne stadions, broer og historiske bygninger. Ifølge teamet indeholder opdateringen 100 lufthavne og 77 nøje udvalgte interessepunkter.
Man kan blandt andet se Lego House, Egeskov Slot, Rosenborg Slot, Frederiksborg Slot, København og Øresund Broen i traileren, men også Ishavskatedralen i Tromsø og Sarek nationalpark i Sverige. Og naturligvis en masse andre flotte steder i Norden.
Se også: Priser på tech gadgets
Klar til Xbox den 27. juli
Xbox-lanceringen skal finde sted 27. juli efter flere opdateringer, der er tænkt at optimere spillet og mindske den ret voldsomme indledende installationsstørrelse.
Hvis man har en computer, der kan klare det, er den nyeste opdatering gratis. Har man en Xbox One, må man vente på cloud-streamingen for at kunne få high-end titlerne senere på året.
Se også: Nyheder om IT, tele og tech