Ringe tillid til indhold på sociale medier fra etablerede medier
Sociale medier har været en del af vores liv de sidste godt 10 år og meget har ændret sig med årene – også vores måde at dele ting på. En ny undersøgelse viser, at forbrugerne sammenlignet med for fem år siden er blevet langt mere påpasselige med, hvilke informationer de deler online.
Mange er blevet mere forsigtige med at dele indhold på sociale medier
Det viser en ny undersøgelse foretaget på vegne af Adobe Experience Manager. Den tager godt nok udgangspunkt i amerikanske forbrugere, men tendensen er klar. Otte ud af ti amerikanske forbrugere er i dag mere forsigtige, når de deler indhold online, end de var for blot fem år siden.
54 % af de adspurgte forbrugere vurderer, at de er blevet meget mere forsigtige med at dele, mens 29 %, svarer, at de er lidt mere påpasselige, når de deler indhold på sociale medier. Færre end hver femte, 16 %., har ikke ændret vaner, mens én procent er blevet mindre forsigtig med at dele indhold over de seneste fem år.
Se også: Bedste mobiltelefoner til prisen
Størst tillid til familier og venner
Når forbrugerne deler på de sociale medier, foretrækker de at dele indhold fra venner og familie, hvor 57 % svarer, at de er mest tilbøjelige til at dele opdateringer fra “nære bekendtskaber”.
32 procent deler også gerne indhold fra personer kendt fra YouTube eller andre sociale medier, mens kun hver fjerde kunne finde på at dele indhold fra virksomheder, som forbrugerne er kunder hos – 26 procent.
Se også: Bedste billige mobilabonnementer
Ringe tillid til etablerede medier på sociale medier
At det nære giver mest tillid vises også ved, at 47 procent svarer, at de har størst tillid til indhold fra familie og venner, men kun 29 procent mener, at indhold fra diverse online nyhedskilder er troværdige. Lidt overraskende synes kun 27 procent af brugerne, at indhold fra etablerede nyhedskilder er troværdige.
Værst er det med indhold fra virksomheder, som forbrugerne ikke kender eller ikke køber varer hos. Kun 8 procent finder det sandsynligt, at de ville dele indhold fra virksomheder, de ikke er kunder hos, og kun 4 procent peger på indhold fra ukendte virksomheder som værende blandt det mest troværdige.
Se også: Nyheder om sociale medier