Nye eksportregler i Kina kan få betydning for TikTok-salg
Salget af TikTok kan have stødt på nye forhindringer. I Kina er der netop blevet indført nye regler for eksport af AI-teknologi, skriver New York Times. De nye eksportregler fokuserer på den teknologi, som den kinesiske regering anser som følsom. Det kan betyde, at TikToks moderselskab ByteDance skal have en særlig tilladelse, fær der kan blive tale om et salg til et amerikansk selskab.
Kinesisk lovgivning kan forbyde salg af TikTok
Den nye lovgivning forbyder eksport af teknologi inklusive tekstanalyse, stemmegenkendelse og indholdsforslag uden en særlig tilladelse fra den kinesiske regering. Wall Street Journal har fået oplysninger om, at en kinesisk regeringsembedsmand overfor Xinhua News Agency har sagt, at ByteDance nøje og alvorligt bør overveje at bremse forhandlingerne om et salg af TikTok.
Microsoft er det selskab, der har ligget bedst til som køber af TikTok, hvilket tilsyneladende også kommer til at involvere Walmart. Vi har også hørt, at en række andre selskaber som Twitter, Netflix og Oracle har ført samtaler med TikTok. Midt i alt roderiet trak TikTok-CEO, Kevin Mayer, sig tilbage fra sin post i sidste uge, efter mindre end seks måneder på posten.
Se også: Find bedste priser på telefoner
Blandt verdens mest populære app
Donald Trump underskrev 6. august en bekendtgørelse, der blokerer alle transaktioner med ByteDance og har krævet, at et amerikansk selskab skal opkøbe TikToks aktiviteter i USA. Oprindeligt skulle dette ske inden for 45 dage, men 14. august forlængede Trump den deadline, så den nu er på 90 dage.
Lørdag var det endnu uklart, om den kinesiske regering har planer om helt at blokere et TikTok-salg. Den super populære video-delingsplatform nåede tilbage i april op på to milliarder downloads på verdensplan. Bare under første kvartal af 2020 downloadedes den 315 millioner gange.
Se også: Nyheder om TikTok