Roskilde Festival gemmer ikke opkald og sms’er – med mindre festivalen da er blevet cyber-forbrydere

Det skabte god gammeldags online-vrede, da en plakat på Roskilde Festival beskrev, hvordan festivalen ville gemme alle gæsternes samtaler og beskeder - og det passer da heller ikke med mindre Roskilde Festival pludselig er blevet hardcore cyber-banditter.

Roskilde Festival gemmer ikke opkald og sms’er – med mindre festivalen da er blevet cyber-forbrydere

En masse danskere rasede på nettet efter at Roskilde Festival i løbet af weekenden opsatte et skilt på festivalen, der beskriver, hvordan festivalens datapolitik.

Her fremgik det, at festivalen forbeholder sig retten til at indsamle og gemme gæsternes beskeder og telefonsamtaler, mens de befinder sig på festivalpladsen, samt at de desuden overvåger gæsternes aktiviteter på internettet og forbeholder sig retten til at dele disse data med festivalens partnere.

Dybt ulovligt at hacke mobilnetværk

Der er bare det ved det, at det ikke er sandt, men at det nærmere er en del af en kampagnen for et tema på Roskilde Festivalen om overvågning. Skulle festivalen gemme dine SMS‘er og samtaler, skulle de nemlig hacke sig ind i de forskellige danske mobilnetværk, og det er naturligvis dybt ulovligt.

Logningsbekendtgørelsen og terrorlovgivningen kræver, at teleselskaberne registrerer en række oplysninger om deres kunders brug af deres mobiltelefon. Disse oplysninger samles og udleveres udelukkende til myndigheder, som har fået en dommerkendelse.

“Som eksklusiv partner inden for mobiltelefoni på Roskilde Festival vil vi hos teleselskabet 3 gerne understrege, at vi ikke har ikke nogen aftale med Roskilde Festival om at udlevere de nævnte oplysninger om vores kunders brug af deres mobiltelefoner på festivalen. Vi tager behandlingen af vores kunders personlige oplysninger meget alvorligt, og det er vigtigt for os at understrege, at kunderne trygt kan stole på, at vi administrerer deres data forsvarligt”, siger 3 blandt andet i en pressemeddelelse og Telia afviser også over for eb.dk, at de udleverer den slags informationer til Roskilde Festival.