Politikere advaret mod Huawei- og ZTE-enheder
Vi har hørt meget om amerikanske forbehold overfor kinesiske selskaber som Huawei og ZTE. De amerikanske myndigheder har advaret selskaber mod at bruge produkter fra de kinesiske producenter og så videre. Huawei var ellers i gang med den helt store satsning på det amerikanske marked og lå i forhandlinger med operatører om at sælge deres flagskibe fra starten af året. Men så trak alle amerikanere sig og forhandlingerne røg i vasken.
Politikere mod at bruge mobiler fra Huawei og ZTE
Noget tyder dog på, at prøvelserne endnu ikke er slut for Huawei og ZTE. En historie fra CNN fortæller nemlig, at Democratic National Committee har advaret de demokratiske politikere, der stiller op til midtvejsvalget i november, mod at bruge telefoner fra de to kinesiske selskaber.
Advarslen skulle være sendt ud som et notat fra sikkerhedschefen for DNC, Bob Lord. I notatet skriver han at: ”Det er meget vigtigt, at parti- og kampagnemedarbejdere ikke bruger ZTE eller Huawei-enheder, selv hvis de er billige eller gratis. Vær venlig at sikre, at I ikke bruger eller køber ZTE eller Huawei-enheder til nogen i gruppen – til personligt eller arbejdsrelateret brug.”
Der står ikke noget i notatet om hvorfor, men tidligere har begrundelsen været risiko for spionvirksomhed på vegne af de kinesiske myndigheder.
Se også: Priser på mobiltelefoner fra Huawei
ZTE var truet på sin eksistens – Huawei er nu større end Apple
Det er ikke længe siden, ZTE med nød og næppe undgik et eksportforbud fra USA, der formentlig ville have forårsaget en konkurs. Det undgik de lige netop, men en sådan advarsel som denne er nok ikke positiv for selskabet.
For Huaweis del går det lidt bedre. Selskabet har for nylig snuppet andenpladsen fra Apple i konkurrencen om at være de største mobilproducenter i verden. Det skal blive interessant at se, om advarsler som denne kan sætte en kæp i hjulet for Huawei.
Se også: Nyheder om USA vs Huawei og ZTE