Debatten raser efter fejlslagen fusion: Stopper priskrig på mobilabonnementer?
EU spændte i følge Telia og Telenor ben for den planlagte fusion mellem de to selskaber – EU var ganske enkelt bange for, at det ville gå ud over konkurrencen på det danske telemarked, hvis der fremover kun ville være tre netværk i Danmark mod de nuværende fire netværk. Den priskrig, der har givet danske mobilkunder billige abonnementer, kunne forsvinde, lød bekymringen.
Derfor kan priskrigen forsvinde
Men teleanalytiker John Strand mener, at vi nu alligevel vil se de helt billige mobilabonnementer forsvinde fra det danske telemarked. Til business.dk siger John Strand, at vi måske ikke kommer til at se priserne stige, men at teleselskaberne fremover vil fjerne de billigste produkter på markedet. Mobilselskaberne er nødt til at stoppe den igangværende priskrig for den eneste måde mobilselskaberne kan tjene penge er ved at øge prisniveauet og skære i omkostningerne.
Et af de mest prisaggressive mobilselskaber herhjemme lige nu er 3 og specielt deres lavprisselskab Oister, men også de må til at holde igen, da deres netværk ganske enkelt ikke kan klare flere kunder. 3 bruger 90 procent af deres netværkskapacitet, siger Strand til business.dk og først i 2017 kan de igen købe mere spektrum.
Se også: Sammenlign priser på mobilabonnementer
Nogle lever af priskrig
Morten Imsgaard, analytiker fra Sydbank, som især følger TDC rigtig tæt, mener også, at der kan være en idé i at fjerne nogle af de helt billige produkter på markedet og at de sagtens vil kunne smide mere tale og data ind i nogle af de dyrere pakker, så de syner af mere. Kunderne kommer nemlig ikke til at bruge det alligevel, siger han til business.dk.
Han peger dog på en væsentlig ting, og det er at selskaber som Oister og CBB skal have lave priser, da det er deres måde at skille sig ud på. Derfor er det svært at tro på, at priskrigen helt forsvinder.
Ensidig debat om abonnementspriser
Teleanalytiker fra telepristjek.dk, Nicolas Fredriksen, har gennem de seneste 10 år fulgt nøje med i prisudviklingen hos de danske mobiloperatører. Han mener, at mediedebatten om teleoperatørernes indtjening, abonnementspriser og priskrig er meget ensidig og handler tilsyneladende kun om prisen, som forbrugerne betaler hos lavpris-selskaberne kontra prisen de betaler for tilsvarende ydelse hos netværksoperatørerne.
“En af de absolutte hovedårsager til, at de danske teleoperatører kæmper med dårlig indtjening er først og fremmest knyttet til mobilselskabernes acquisition cost [prisen for at få en ny kunde, red.] og churn [procentdelen af de kunder, der forlader selskabet, red.]. Prisen, TDC, Telenor, Telia og 3 igennem annoncer og reklamer, betaler for at få én ny kunde i hus er mange hundrede procent højere end hvad lavpris-selskaberne betaler.
Hertil er det et kæmpe problem for de store selskaber, at en stor andel af de nyerhvervede kunder alt for hurtigt opsiger kundeforholdet til fordel for et billigere abonnement i et lavpris-selskab. Man når ganske enkelt ikke at tjene nok på kunderne, før de forsvinder”, lyder analysen fra Nicolas Fredriksen.
Han peger på, at prisforskellene på acquisition cost og omkostningerne ved churn er mange gange større end prisforskellen mellem billigste og dyreste mobilabonnement på markedet. “At bruge hundredvis af millioner på at markedsførere ikke levedygtige ydelser er ikke økonomisk forsvarligt i længden. Lidt forenklet kan man sige, at lavpris-selskaberne kan bære Churn. Det kan de store selskaber ikke”, lyder det fra Nicolas Fredriksen.
De store bør designe unikke pakker med tjenester
“Løsningen kan være at reducere acquisition cost og dele noget af besparelsen med kunderne. Det kan f.eks udmøntes i billigere abonnementer og derved reduceres noget af prisforskellen mellem dyreste og billigste abonnement på markedet. Alt andet lige vil dette også reducere omkostningerne ved Churn. Hertil burde de store operatører bruge deres størrelse og styrke til at designe mobilpakker med unikke tjenester og fordele og kun sætte annoncekronerne på disse.
Derved skabes der reelle forskelle mellem operatør og lavprisselskaber. Jeg tror ikke på, at lavpris-selskaberne kan tugtes på prisen på de basale ydelser som tale og data. Derimod kan de blive udfordret på indhold, tjenester og fordele. På den måde har de store operatører lysende fremtidsmuligheder”, slutter Nicolas Fredriksen.
Se også: Mobilabonnementer med tjenester og fordele