Qualcomm vil sælge chips til Huaweis 5G-telefoner
Chipproducenten Qualcomm forsøger at overbevise den amerikanske regering om at ophæve de restriktioner, der er på at sælge komponenter til Huawei, efter at det kinesiske selskab blev sortlistet af USA. Det skrev Wall Street Journal forleden.
Ifølge avisen vil Qualcomm meget gerne sælge chips til Huaweis 5G-telefoner. Oplysningerne kommer fra en præsentation hos Qualcomm.
Se også: Sammenlign priser på telefoner
Marked til 8 milliarder dollars hvis Qualcomm må samarbejde med Huawei
Restriktionerne har gjort, at Qualcomms udenlandske konkurrenter har fået foræret et marked, der er op til 8 milliarder dollars værd. De amerikanske myndigheder har pålagt udenlandske selskaber, at de ikke må sælge for eksempel chipsets til Huawei, hvis disse chipset baseres på amerikansk patenteret teknologi.
Det betyder, at blandt andet TSMC snart tvinges til at stoppe produktionen af Kirin-chipset til Huaweis telefoner.
Qualcomm løste i sidste måned en konflikt med Huawei om licenser. Her skal der nu betales 1,8 milliarder dollars i fjerde regnskabskvartal.
Se også: Nyheder om Qualcomm