Snapdragon 810 skyld i kaos i mobilverdenen
Tidligere i januar begyndte der at gå rygter om, at Qualcomm havde problemer med deres nye kraftfulde processor til mobiltelefoner, Snapdragon 810. Den skal i hvert fald sidde med i LG G Flex 2 og ifølge rygterne også i Oneplus Two og Samsung Galaxy S6, samt formentlig også en række andre topmodeller i år.
Problemet med Snapdragon 810 ligger først og fremmest i, at den overopheder – derfor nedsætter den ydeevnen og yder faktisk dårligere end forgængeren.
De seneste dage har der været en masse skriverier om problemet og de har handlet om lige fra, at LG, Samsung og Oneplus skulle få rabat på processoren til rene stævninger.
Også Xiaomi, der skulle bruge processoren i sin Mi Note Pro, venter vi på at se, hvad de gør i denne sag.
Sådan finder du bedste pris på mobilabonnement.
Dropper Samsung helt Qualcomm?
Samsung rygtes helt at skippe Qualcomm som processor-leverandør til deres Galaxy S6, der i stedet skal køre med Samsungs egen kraftfulde Exynos-processor. Den har vist sig at være lige så kraftfuld som Qualcomms Snapdragon 810. Dropper Samsung Snapdragon 810 vil det være et hårdt slag for Qualcomm rent økonomisk, da Samsung er blandt deres største kunder.
Ifølge Wall Street Journal arbejder Qualcomm hårdt på at få udviklet en opdateret version af processoren for at få den med i de nyeste topmodeller, der snart rammer markedet.
G Flex 2 kan blive forsinket
LG har tidligere hævdet, at deres LG G Flex 2 ikke var ramt af overophedningsproblemer, men hvis Qualcomm ændrer på opbygningen af processoren, så kan det være, at G Flex 2 bliver forsinket og ikke kommer som planlagt til marts.
Sker det, skulle LG have planer om at stævne Qualcomm for dette. LG er en mindre kunde for Qualcomm end Samsung, men de er på ingen måde en lille kunde.
Derimod ser det mindre lyst ud for de mindre kunder, som blandt andet Oneplus, der snart skulle være klar med opfølgeren til den store succes Oneplus One, nemlig Oneplus Two. Det virker nemlig til, at denne underdog-producent er nødt til at udskyde lanceringen af Oneplus Two til tredje kvartal i stedet for anden kvartal som planlagt.
Find billig LG G3.
Qualcomms kvaler
Ovenstående informationer bygger på artikler og ikke-navngivne kilder, så måske det ikke er så slemt, som det bliver fremstillet. Men uanset om situationen er mere under kontrol, så er der tale om en større PR-katastrofe for Qualcomm, der står til at miste store kunder. Samsung kan vælge selv at satse endnu mere på at blive processor-producent (hvilket også burde kunne gøre deres mobiltelefoner billigere) og et selskab som Mediatek kan også lukrere på Qualcomms kvaler.
Også LG rygtes at være på vej med deres egen processor og den udvikling kan meget vel blive fremskyndet på grund af disse problemer, så de slipper for at være afhængig af Snapdragon i LG G4.