Snapdragon 845 præsenteret – giver bedre antenne og signal
Ved eventet på Hawaii levede Qualcomm op til forventningerne og præsenterede deres næste superprocessor, Snapdragon 845. Vi kan nok regne med at få den at se i mange af topmodellerne i 2018.
Snapdragon 845 giver bedre antenne og signal
Det kommer nok ikke som en overraskelse, at Snapdragon 845 er efterfølger til Snapdragon 835, der har domineret blandt flagskibene i 2017, blandt andet de to Samsung modeller Galaxy S8 og Note 8, Google Pixel 2, Sony Xperia XZ Premium og Moto Z2 Force. Vanen tro betyder den nye processor forbedringer i kraft, effektivitet og forskellige andre forbedringer. Alt sammen skal det hjælpe næste års smartphones.
Snapdragon 835 produceres med 10nm processen, og her forventes det, at Snapdragon 845 produceres via samme proces, men med en opgraderet variant. Det betyder, at der ikke kommer nogen væsentlig forbedring i batteri eller ydeevne denne gang.
Forbedringerne forventes i stedet at være for de enkelte apps. Qualcomm parrer Snapdragon 845 med X20 LTE modemmet, og det kommer til at give plads til bedre LTE-Advanced teknologi. Altså mulighed for bedre signal og samtidig også mulighed for at få en telefon, der er hurtigere på nettet end tidligere.
Allerede tidligere i år gjorde Qualcomm visse forbedringer, der skulle gøre det let for producenter at bruge X20 modemmet til at understøtte 600 MHz-netværk.
Se også: Sammenlign priser på de bedste smartphones
Fokus på AI
Kunstig intelligens eller AI, som den engelske forkortelse er for artificial intelligence, bliver også en større del af Snapdragon 845 og dermed topmodellerne i 2018. Snapdragon 845 indeholder AI-teknik, der giver bedre billeder og bedre spiloplevelse, blandt andet.
Se også: Test af smartphones
Samsung Galaxy S9 bliver først med Snapdragon 845
Rygterne siger, at Samsungs Galaxy S9 kommer til at være den første telefon på markedet med Snapdragon 845. Den skulle gerne blive præsenteret en gang i januar eller februar.
Rygterne siger også, at Galaxy S9 kan være ene om at have den nye processor i noget tid – en måned eller måske to. Det skulle i så fald betyde, at der kommer flere Snapdragon 845-telefoner en gang i foråret.
Se også: Nyheder om Snapdragon 845