Sonos stævner Google: De har bevidst kopieret vores teknologi

Sonos mener, at Google åbenlyst og bevidst har kopieret lydproducentens teknologi - Google afviser og siger, de er skuffede over, at Sonos nu bringer sagen for retten.

Sonos stævner Google: De har bevidst kopieret vores teknologi

Som de fleste andre aktører på markedet, er også Google med ved CES lige nu og her trutter Google godt i sit eget horn og fortæller vidt og bredt om alle de samarbejdspartnere, der har Google Assistant med i sine skærme, telefoner og alle mulige andre produkter. Der er dog en af de samarbejdspartnere, der ikke er helt tilfreds – Sonos.

 

Sonos: Google har bevidst kopieret vores teknologi

Sonos laver som bekendt trådløse højtalere og ret gode af slagsen. De er dog ikke helt glade for Google lige for tiden og kom tirsdag med to klager og en anmodning om, at Google selv trækker sig tilbage. Det vil betyde, at Google ikke længere må sælge Google- og Nest Home-højtalere, Pixel-telefoner og laptops.

Klagen har Sonos indsendt til International Trade Commission samt en separat sag om overtrædelse af patentrettigheder, der er indsendt til retten i Californien.

Sonos direktør, Patrick Spence har i en udtalelse til USA Today skrevet: ”Google har åbenlyst og bevidst kopieret vores patenterede teknologi i skabelsen af deres lydprodukter. Trods vores gentagende og omfattende forsøg over de seneste år, har Google ikke vist nogen vilje til at arbejde sammen med os om en gensidig fordelagtig løsning. Vi står tilbage uden anden mulighed end at retsforfølge for at beskytte vores egne opfindelser, vores kunder og den innovationsånd, der har defineret Sonos fra begyndelsen.”

Se også: Find bedste multirums højtaler

 

Google er skuffede over Sonos’ sagsanlæg

Ved CES i januar sidste år viste Sonos en ny funktion frem i deres populære One-højtaler – nemlig muligheden for at bruge enten Amazon Alexa eller Google Assistant til at styre musik og generelle spørgsmål. Den funktion findes stadig.

Oprindelsen til uenighederne mellem de to selskaber stammer fra 2013, hvor Sonos og Google gik sammen om at kunne tilbyde Google Play musiktjenesten til ejere af Sonos-højtalere. Året efter introducerede Google Chromecast Audio. Den funktion findes ikke længere, men den gav mulighed for at sende digital musik til ikke-smarte højtalere og overføre musik trådløst.

Her mener Sonos, at Google udnyttede relationen mellem de to selskaber og stjal Sonos viden og underbyder prismæssigt ved at sælge Google-produkter meget billigt. Google svarer, at man gennem årene har ført adskillige samtaler med Sonos om selskabernes IP-rettigheder, samt at Google er skuffede over, at Sonos har valgt at gå rettens vej i stedet for at fortsætte forhandlingerne uden for retssalen.

Google mener ikke, de er skyldige i anklagerne og vil forsvare sig i sagerne.

Se også: Find flere tech nyheder