TDC køber 14 af 20 frekvensblokke til fremtidens netværk
Energistyrelsen har de seneste uger afholdt en auktion over i alt 20 såkaldte frekvensblokke i 700, 900 og 2300 MHz-frekvensbåndet og i går offentliggjorde Energistyrelsen resultaterne af frekvensauktionen, hvor de danske teleselskaber har købt licens til vigtig MHz-bånd til 5G og fremtidens netværk.
Telia og Telenor køber frekvenser til fremtidens 5G netværk
Telia og Telenor har i fællesskab erhvervet 2×5 MHz i 700 MHz-båndet til TT-Netværket. Prisen for de nye frekvenser er 107,6 millioner kroner. I 900 MHz-båndet har TT-Netværket fået 2×10 MHz med dækningsforpligtelser. Licenserne er gyldige i 20 år for 700-MHz-båndet og 15 år for 900 MHz-båndet.
”Med de nye frekvenser kan vi fortsætte udviklingen af vores landsdækkende mobilnetværk. Telia indleder livetest af 5G-teknologi i andet kvartal af 2019. Det vil give værdifuld indsigt frem mod vores kommercielle lancering af fremtidens mobilnetværk, som bliver markeds- og efterspørgselsstyret”, siger Morten Bentzen, administrerende direktør i Telia Danmark.
Telenor noterer også, at de nye frekvenser kommer til at muliggøre udviklingen af det landsdækkende netværk og den kommende 5G-udrulning.
”Vi er godt tilfredse med, at vi har sikret de nødvendige frekvenser i både 700 MHz- og 900 MHz-frekvensbåndet. Vores hovedformål er konstant at udvikle netværket med udgangspunkt i kundernes behov og give dem en mærkbart bedre oplevelse. Med de nye frekvenser, som vi har opnået til en god pris, kan vi både fortsætte videreudviklingen af vores 4G-netværk, og får samtidig frekvenserne til at igangsætte opbygningen af et stærkt 5G-Netværk,” siger Jesper Hansen, administrerende direktør i Telenor Danmark.
Se også: Teleselskaber med bedste mobildækning
Flest nye frekvensblokke til TDC – “giver bedre netværk”
Også TDC kalder købet af nye licenser for et vigtigt skridt på vejen til at indfri selskabets plan for udrulning af 5G i hele landet inden udgangen af 2020. ”Jeg er meget tilfreds med udfaldet af auktionen. De tildelte frekvenser gør det muligt for TDC at bidrage til et digitalt Danmark med et landsdækkende trådløst netværk i europæisk topklasse. 5G vil gøre Danmark i stand til at udbygge sin position som global, digital frontløber, og vi er på vej til at indlede et nyt og spændende kapitel,” siger Allison Kirkby, koncernchef og administrerende direktør for TDC Group.
TDC vandt 14 af de 20 frekvensblokke, hvilket er det maksimalt mulige for TDC at anskaffe fra Energistyrelsen ved denne auktion. Resultatet giver særlig gode muligheder for at udrulle 5G-mobildækning til alle dele af Danmark og styrke kapaciteten i det eksisterende 4G-netværk, slår TDC fast.
”Flere frekvensblokke giver højere hastighed, længere rækkevidde og stærkere indendørs dækning, hvilket giver os en unik position til at styrke og udvikle den bedste dækning i Danmark”, siger Allison Kirkby.
Sammen med frekvenserne påtager TDC sig dækningspligt i henhold til auktionsreglerne. Det betyder, at TDC skal sikre en stærkere dækning i egne af Danmark, der i dag kan opleve problemer med dækningen.
TDC betaler frem mod 2030 i alt 1,6 milliarder kroner for frekvensblokkene til staten.
3: Priserne blev presset unødvendigt højt op
Også teleselskabet 3 har Ved Energistyrelsens netop afsluttede frekvensauktion købt licenser til både 700 og 900 MHz frekvensbåndene til en samlet pris på godt 485 millioner kroner. Med 700 MHz licensen får 3 mulighed for at udbyde 5G, mens en større portion 900 MHz vil forbedre både udendørs- og indendørsdækningen på 3’s 4G-netværk, forklarer 3 om købet af de nye frekvenser.
3 vandt frekvenserne 2×10 MHz og har i alt nu 2x15MHz på 900 MHz-frekvensbåndet og 2×10 MHz på 700 MHz-båndet.
”Vi er rigtig godt tilfredse med de blokke, som vi fik med fra auktionen. Vi har haft behov for mere spektrum i de lavere frekvensbånd, hvor vi indtil nu kun har haft 2×5 MHz i 900-båndet. Nu får vi i stedet 2×15 MHz, og det betyder, at vi kan udnytte frekvensernes evner til at øge vores geografiske fladedækning i fx landområder og samtidig også forbedre indendørsdækningen hos kunderne. De vil komme til at opleve højere hastigheder på den baggrund,” siger Morten Christiansen, der er CEO for 3.
Morten Christiansen mener, at priserne på frekvenserne blev presset unødvendigt langt op undervejs på grund af den måde auktionen var tilrettelagt på, men slår fast, at de fik den mængde 700 MHz, som de gik efter. “Det er vigtigt for os, for det betyder, at vi har mulighed for at levere bred geografisk dækning på 5G og også god indendørs 5G-dækning, hvilket bl.a. bliver vigtigt i forhold til fremtidens IoT-løsninger,” siger Morten Christiansen.
Han forklarer, at 3 også ønskede at købe nogle af 2300 MHz-frekvensblokkene, men sprang fra, da prisen i sidste ende blev for høj set i forhold til de unødvendigt høje dækningsforpligtelser, som fulgte med på den del.
3’s nyerhvervede licenser er gyldige i henholdsvis 20 år for 700 MHz-båndets og 15 år, når det kommer til 900 MHz-båndet.
Se også: Nyheder om 5G og mobilnetværk
Historien følges op
Vi følger op med den seneste udvikling i sagen. Steen Jørgensen har bragt sagen videre. 8/3/2019 kom der flere nuancer om emnet med en historie med fokus på Salget af Samsung Galaxy S10, S10+ og S10e starter i dag – se de bedste priser – Læs fortsættelsen her. Læs også seneste nyt om emnet ved at trykke her..